Gudumholm Kirke

Gudumholm-Lillevorde Pastorat – Aalborg Østre Provsti – Aalborg Stift – Fleskum Herred – Aalborg Amt

Kirken er tegnet af arkitekt L. Olesen, København, der også har tegnet kirkerne i Løgstør (Viborg stift), Dorf, Lyngså, Hjallerup, Agersted, Badskær, Melholt og Vor Frelsers kirke, Aalborg
De er alle opført i årene 1892-1911.
Gudumholm er vokset op omkring en række små fabrikker, der var grundlagt i slutningen af 1700-tallet. Omkring 1900 blev der bygget jernbane og opført en station i Gudumholm. Dermed kom der en kraftig vækst i byen. Kirken er indviet den 19. december 1909 og opført for midler, der delvist var indsamlet i sognet.
Grunden til kirken og kirkegården blev skænket af grev Schimmelmand til Lindenborg. Kirkegården lå på den anden side af den daværende jernbane.
En ven af forpagter O.C. Brønnum skænkede en klokke. Den var støbt hos De Smithske i 1908. Den blev i 1978 ertattet af en ny klokke støbt af N.V. Eijsbouts.
Den nye klokke bærer det samme vers som den gamle: Jeg kalder på gammel, jeg kalder på ung forjættelsens fred jeg forkynder for fattig, for rig, efter arbejdet tung, min kalden din evighedslængsel fremskynder.
En ven af forpagter O.C. Brønnum, der var medlem af den komité, der forestod kirkens opførelse, har skænket lysekronerne. Elektrisk lys blev indlagt i 1923.
Alterbilledet er udført af Poul Anker Bech kort før sin død i 2009. Lars-Erich Stephansen fortolker det således: Motivet er mennesker på livets kant. De går let og afslappet som på en søndagstur uden at ænse, at menneskelivet altid leves ude på kanten, hvor afgrunden er nær. I forgrunden er der en person, der kæmper sig op. Ellers går de i grupper. I horisonten længst ude til højre går en person. Også han er alene. Han er på vej i døden, hvor mennesker altid er alene. Hvis man vender billedet på højkant, vil skyen længst til højre i billedet ligne et hav og en venlig kystlinje. Det er således troens perspektiv. »Hvad Poul Anker Bech selv troede og mente, siger billedet intet om; for han blev ikke sat i verden for at give svar, men for at stille spørgsmål på baggrund af det, han ser. Eksistentielle spørgsmål. Med alterbilledets dobbeltperspektiv har han givet plads til både troen og tvivlen. Han har konfronteret den kristne traditions evighedslængsel og modernismens afvisning: der er kun, hvad du ser.«
Krucifixet på alterbordet er udført af Niels Helledie. Det kombinerer korsets træ med livets træ.
Ved 25 års jubilæet i 1934 afskaffede man fælleskalken ved altergangen, og der blev anskaffet 50 særkalke. Alterskranken fik en hylde påmonteret. Krucifixet er udført af Niels Helledie, der også har lavet kirkeskibet.
Døbefonten er udført af træ med fad og kande af messing. Den har tidligere været placeret ved korbuens nordside, men er nu anbragt midt for korbuen.
Prædikestolen er fra kirkens opførelse i 1909.
Korset, der nu hænger bag prædikestolen, var kirkens første alterprydelse. Da man anskaffede den første altertavle, blev korset ophængt i kapellet, hvor det hang til 1935, da det fik sin nuværende plads. Kors af denne type er karakteristiske for de kirker, der er opført af arkitekt L. Olesen.
Det gamle Alterbillede blev først anskaffet nogen tid efter kirkens indvielse. Det var den gamle kirkekomités første udsmykningsopgave - vist nok allerede i 1911. Rammen er fra 1935. Billedet er en kopi af Poul Peter Rubens »Lazarus' opvækkelse« Det blev flyttet til sin nuværende plads i kapellet, da det nuværende alterbillede af Poul Anker Bech blev opstillet i forbindelse med kirkens 100 års jubilæum i 2009.

Kirkens hjemmeside

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne