Haverslev Kirke, Fjerritslev 

Haverslev-Skræm-Bejstrup Pastorat – Jammerbugt Provsti – Aalborg Stift – Øster Han Herred – Hjørring Amt

Skibet, koret og apsis er romansk og opført af granitkvadre. På nordsiden står to romanske vinduer som blændinger - et i koret og et i skibet. En del af apsis er helt ommuret.
Våbenhuset, der er på kirkens nordside, er sengotisk. Den gamle norddør fungerer stadig som indgang til kirken gennem våbenhuset. På grund af omsætninger af muren findes der ingen spor af syddøren. Tårnet er ligesom våbenhuset sengotisk. Tagrygningen vender øst-vest. Der er et stort glamhul i alle fire verdenshjørner. På nordsiden er der to, hvoraf det ene er tilmuret. På tårnets nordside er der endvidere tre blændinger. Forskellene skyldes en ommuring af de øverste dele af tårnet i 1757. Det nederste af tårnet er opført af udflyttede kvadre fra skibets oprindelige vestmur. To kraftige støttepiller ses mod vest.
Kirken er tækket med bly undtaget våbenhuset, der er teglhængt. Klokken er støbt af De Smithske i 1932.
I skibet er der tre krydshvælv og i koret ét. De er fra senmiddelalderen.
Muren mellem kor og apsis er opført i senmiddelalderen - sikkert samtidig med opførelsen af hvælvene.
Alterbordet er dækket af et panel fra o. 1620 med tre billedfelter, der forestiller Troen, Kristus og Kærligheden.
Alterstagerne, der er af malm, er anskaffet til kirken i 1603 af præsten Peder Tamesen.
Altertavlen er fra midten af 1600-tallet. Den oprindelige staffering er fremdraget af maler J.Th. Madsen i 1951. Den minder om altertavlen i Øster Svenstrup kirke, men leder også tankerne hen på Astrup og Skt. Catharinæ kirke, Hjørring. Middelalderlig granitdøbefont. Kummen har næsten lodrette sider med profil foroven. Den afsluttes forneden af en kraftig rundstav. Foden har kvadratisk grundform og tilløb til hjørneknopper.
Der findes et dåbsfad fra 1689.
Prædikestolen er fra 1582. Den bærer præsten Thomas Pedersens navn. Det findes i storfeltet med evangelisten Johannes' ørn. Den har fem fag. De øverste smalfelter er udsmykket med ornamentik. De nederste smalfelter har skriftsteder på latin svarende til evangelisten i storfelterne ovenfor. Fagene adskilles af en tynd søjle med kanelyrer, der er delt lidt under midten, og korintiske kapitæler. Hængestykket under første fag er en palmet med et menneskehoved, mens der er engle på hængestykkerne under de øvrige fag og under postamentfremspringene.
Lydhimlen er lidt senere end stolen.
Korbuekrucifix fra o. 1500. Korset er nyt. Det blev restaureret i 1951.
Billedet, der hænger i skibet, er en kopi af Den store Nadver af Marstrand. Kopien er udført af Bruno Møller i 1925.
Del af alterbordsplade med helgengrav og skråkant opstillet i våbenhuset.
Kirkeskibet er en nøjagtig model af den engelske te-clipper »Cutty Sark«.
Skibet er skænket til kirken af gårdejer Mads Christian Pedersen og hustru Kirstine Pedersen, Holmsø. Det er bygget af Valdemar Møller Pedersen, Randers, og Jørgen Mangor, Assens, 1984.

Kirkens hjemmeside

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne