Hirsholmene Kirke

 Frederikshavn Pastorat - Frederikshavn Provsti - Aalborg Stift - Horns Herred - Hjørring Amt

Kirken ligger på øen Hirsholm ca. 7 km nordøst for Frederikshavn, der udgør den beboede del af Hirsholmene. Det er en ejendommelig lille senrenæssancekirke. Den hører siden 2007 til Frederikshavn sogn. Den er opført omkring 1640 på baggrund af heksesagen mod Hose-Mette fra Jerup, som havde lovet præsten Laurids Mortensen i Elling en våd kappe. Da han druknede på vej fra øen, blev Mette - efter en dom - brændt på bålet på en høj til gården Våen ved Mosbjerg i 1624. Efterfølgende klagede øens beboere, som taltes i hundreder i 1600-tallet, over at præsterne ikke ville forrette dåb og begravelser på øen. De døde måtte ligge længe og vente på en kristen begravelse.
Det var øens eneejer, en af de mest centrale rigsråder under Chr. IV, Otte Christensen Skeel til Bangsbo og Hammelmose, som fik kongen til at tillade opførslen af kirken, som er en af de få renæssancekirker i bindingsværk i Danmark. Otte Christensen Skeel måtte dog lade sin hustru fru Birgitte Lindenov gøre kirken færdig efter hans død. Kirken er hvidkalket, mens bindingsværket er sorttjæret. Gavlene er beklædt med brædder. Kirken lå oprindeligt med frit udsyn over præstebugten, hvor øens lodser fra deres hævede pladser bagerst i kirken og gennem det store vindue mod nord, kunne holde øje med skibstrafikken. Hirsholmene Kirke er, som alle andre danske folkekirker, som stadig er i brug, ikke fredet. Kirken ejes af staten. Siden 1921 har øen ikke haft en fastboende præst. Det meste inventar stammer fra andre kirker. Altertavlen blev købt fra Flade Kirke ved Frederikshavn for 10 sletdaler. Det er en sengotisk fløjaltertavle fra omkring år 1500. Den består af et midtskab med Nådefaderen i midten (Gud Fader med Sønnen netop nedtaget fra korset) flankeret af Sankt Laurentius og Sankt Catharina. I fløjene ses de 12 apostle fordelt i to felter på hver fløj. På fløjenes bagside er der fragmenter af malerier. På nordfløjen findes bl.a. Sankt Ursula med nogle af de 11.000 jomfruer. På sydfløjen er der kun svage spor af bemaling. Der findes også en topfrise, som er hengemt på et loft. Stolene stammer måske fra Birgitte Lindenovs Hundslund Klosterkirke, nu Dronninglund Slot. Som noget særligt står klokkestablen ikke på kirkegården, men på en åben plads i byen. Klokken bærer indskriften: »Forferdiget af H.C. Gamst. Kjøbenhavn« Der er ingen årstal, men Gamst indstillede sin virksomhed i 1803. Prædikestolen minder om prædikestolen i Elling Kirke. Det gælder især hængestykkerne og frugtklaserne forneden. Storfelterne, som kun er udsmykket med en enkel stjerne, adskilles af fritstående snoede søjler. Den er formentlig fra kirkens opførelse. Et smalfelt forneden meddeler, at den er restaureret i 1901. Fadet stammer muligvis fra Hundslund (Dronninglund), idet det bærer Birgitte Lindenovs fædrene og mødrene våben. Der er, når der er gudstjenester i kirken en "kirkebåd" dvs. postbåden fra Frederikshavn, der sejler 1 time før.

www.nordjyske.dk/ www.aalborgstift.dk

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne