Hou Kirke 

Hals Pastorat – Aalborg Nordre Provsti – Aalborg Stift – Kær Herred – Aalborg Amt

Hou Kirke er opført i 1900. Fra 1880'erne afholdt man gudstjenester i skolen og lidt senere begyndte man at afholde friluftsgudstjenester, når vejret tillod det.
Arbejdet med opførelsen begyndte i 1893. Året efter blev der etableret en kirkekomite, der påtog sig ansvaret for arbejdet. I den følgende tid kom alle nødvendige aftaler på plads: financiering af kirkens drift og vedligeholdelse, godkendelse af en grund, hvor der også kunne være kirkegård. Endelig blev der bevilget et statstilskud på finansloven 1897-98.
Arkitekt Vilhelm Ahlmann, Århus, blev anmodet om at lave tegninger. Grundstenen blev nedlagt den 20. oktober 1899. Ahlmann har tegnet en lang række kirker.
På grundstensdokumentet står der: »Den 20. Oktober 1899, i Kong Kristian den IXs 36te Regeringsaar, da Vilhelm Carl Schousboe var Biskop over Aalborg Stift, Jens Jacobsen Kokholm Bjerre Provst for Kjær Herred og Carl Leuning Nørgaard Sognepræst for Hals Menighed, nedlagdes af Stiftsprovst Carl Hugo Edvin Jacobi denne Grundsten til Hou Kapel, som bygges af Tømrermester Asmussen af Aalborg under Ledelse af Arkitekt Ahlmann af Aarhus, og til hvis Opførelse Regering og Rigsdag i Forening har bevilget 9500 kroner, medens Hals Kommune har overtaget den fremtidige vedligeholdelse af Kapellet. 1. Cor. 3,11: Ingen kan lægge en anden Grundvold end den, som lagt er, hvilken er Jesus Kristus. Herrens Ord bliver evindelig!«
Den oprindelige indgang var i kirkens vestgavl. I 1935 blev våbenhuset opført. I modsætning til den resterende del af kirken, der har skifertag, har våbenhuset tegltag.
Klokken, der er fra 1899, er støbt af Bochumer Verein.
Kirken er opført som et langhus, hvor skibet og det tresidede kor går ud i ét.
Alterbilledet er udført i 1906 af Caja Prytz, Aalborg, på menighedsrådets foranledning. Motivet er Opvækkelsen af Jairi datter. Forinden billedet fik sin plads i kirken, var det antaget til udstillingen på Charlottenborg i København.
Indtil alterbilledet blev anskaffet i 1906 anvendtes guldkorset som alterudsmykning. Det hænger nu på skibets nordvæg. Monogrammet i korsskæringen, IHS, er en forkortelse for Jesus. Det udspringer af en latinisering af de første tre bogstaver i det græske ord for Jesus. Fra 1400-tallet har man læste bogstaverne som en forkortelse for J(esus) H(ominum) S(alvator) - Jesus menneskenes frelser.
Folkeviddet har læst bogstaverne i rækkefølgen ISH - "I Sølle Houboere".
Døbefonten er skåret i træ og marmoreret.
Prædikestolen stammer fra kirkens opførelse.
Det tremastede skib »Enigheden« er anskaffet i 1953 for en sum af 140 kr.

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne