Hørmested Kirke 

Lendum-Hørmested-Tolne-Mosbjerg-Ugilt Pastorat – Hjørring Nordre Provsti – Aalborg Stift – Horns Herred – Hjørring Amt

Kor og skib er romanske. Skibet har en forlængelse mod vest fra senmiddelalderen, som er delvist opført af genanvendte kvadersten. Den tilmurede syddør ses tydeligt ved de uregelmæssigt anbragte kvadre vest for skibets midterste vindue. Norddøren bruges endnu.
Det eneste oprindelige vindue, der er bevaret, sidder i korets nordmur.
Våbenhuset er opført i 1703 som gravkapel for Høgholts ejere. Midt i 1800-tallet blev et våbenhus ved skibets vestgavl nedrevet, og kapellet blev taget i anvendelse som våbenhus.
På klokken findes en indskrift: »Soli deo gloria me fecit M. C. Troscel koeniglicher hof Glocken Gieser Copenhagen Ao 1776« Gud alene æren. M.C. Troscel. Kongelig hof-klokkestøber, København, lavede mig år 1776.
På klokkens sydside findes et møntaftryk og følgende tekst: »Christianus VII D. G. Dan Norv V G Res MDCCLXXVI
Kirken gennemgik en stor restaurering i 1962. Den gamle egetræsmaling blev fjernet, og J.Th. Madsen gav træværket de nuværende farver.
Herskabspulpituret i skibets vestende menes at være opsat i 1690'erne af Ejler Ejlersen Holm til Høgholt. Kirken fik sit første orgel, der var et harmonium, i 1862. Da man fik et nyt orgel i 1922, blev det anbragt på pulpituret, der dermed ophørte med sin funktion som herskabsstol. Bag den røde maling på pulpiturets felter findes nogle blomstermotiver. Men ved restaureringen i 1962 fandt man det for kostbart at få dem frem.
En lysekrone blev skænket til kirken omkring 1736. Elektrisk lys blev installeret i 1934.
Alterbordet blev flyttet bort fra væggen i 1934 for at skaffe plads til et omklædningsrum.
Altertavlen er skænket til kirken af fru Karen Banner til Høgholt og hendes mand Gregers Ulftand, Gl. Estrup, i 1591. Den har i årene 1865-1962 været fjernet fra sin nuværende plads og erstattet af to andre alterbilleder, der nu hænger i skibet.
Alterstagerne er balusterformede.
Alterskranken er et smedejernsarbejde, der er blevet til på foranledning af Jesper Jespersøn til Høgholt, Nibstrup og Sejlstrupgaard i 1736. Det bærer i midterfeltet hans og hans to hustruers våbenskjold. Våbenskjoldene er fra venstre Karen Eilersdatter Holm, død 1707, Jesper Jespersen 1673-1746 og Johanne Lauridsdatter Kjærulf 1688-1771.
Alterskranken har været bronzeret. Men ved den store restaurering af kirken i 1962 har J.Th. Madsen afrenset den og fået de hisoriske våbenskjolde frem.
Der findes desuden en alterkalk og en malmlysekrone, som han også har skænket kirken, begge med hans våbenskjold.
Døbefonten er middelalderlig og har rund fod ligesom i flere andre kirker:Børglum Klosterkirke, Jerslev, Rakkeby, Vrensted og Vrå.
Det lille dåbsfad er af sydtysk oprindelse fra sidst i 1500-tallet. Motivet, der er noget utydeligt, er antagelig spejderne, der blev sendt til Kanaan.
Prædikestol fra 1592. Lydhimlen er fra 1698.
Den har kraftige krenelerede dobbeltsøjler, der står på fremspring. Storfelterne har bueslag og trekantgavle.
I en årrække i 1800-tallet har man anvendt et billede af Jesus i Getsemane fra 1865,
samt et af Jesus i Emmaus fra 1899 af Anker Lund. Da kirkens gamle altertavle fra 1591 kom tilbage på sin plads i 1962, blev de to andre ophængt på skibets nordvæg.
Kirkeskibet, der er en model af fregatten Dannebrog, er lavet af P.C. Bast, Frederikshavn, i 1937. Kirkeskibet er anskaffet for indsamlede midler og kostede 300 kr.
En billedsten udhugget som overligger over et vindue i kirkens nordside. Der ses en hest, to kors og de græske bogstager Alfa og Omega, det første og det sidste bogstav i det græske alfabet, begyndelsen og enden. Se Johs.Åb. 1,8; 21,6 og 22,13.

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne