Jetsmark Kirke

 

Jetsmark Pastorat – Jammerbugt Provsti – Aalborg Stift – Hvetbo Herred – Hjørring Amt

Jetsmark kirke er formodentligt blevet bygget ovenpå et kultsted fra tidligere tiders gudedyrkelse, hvor der har været en tilhørende gravplads. Ved diverse udvidelser gennem tiden af Jetsmark kirkegård, er der i landbrugs jorden rundt om, dukket gamle gravsteder op. Der er f.eks en gravhøj på marken vest for kirken. Jetsmark kirke er en stor romansk kvaderstenskirke, og den blev bygget o. 1150. Den oprindelige store middelalderlige kirkebygning (som er fra romansk tid o.1050 – 1200) er lavet af fint tilhugne granitkvadre, apsis over dobbelt sokkel med attisk profil over skråkant, kor og skib over skråkantsokkel, og omfattende kun skib, kor og apsis. Kirken havde bjælkeloft og små rundbuede vinduer ligesom dem, man ser i nordvæggen. Det må have været et mørkt og mystisk rum dengang.
Kirken var bygget over en midterakse fra apsisvinduet over alteret ned til døbefonten, som dengang stod nede i kirkeskibet midt imellem nord- og syddøren. Dåbspodiet var hævet til den samme højde, som alteret havde. Dåben foregik dengang ved at man dykkede børnene helt ned i vandet. I den senere gotiske tidsperiode efter o.1300, var det dåb med overøsning af børnene, der vandt indpas. Vi fik derfor dåbsfadet.
Norddøren (kvindedøren) som har en retvinklet afslutning, er bevaret som indgangsdør Syddøren som lå lige over for norddøren var mandsdøren.Våbenhuset blev bygget til over kvindernes indgangsdør fra nord, mens mandsdøren lige overfor i sydsiden blev muret til. Konturerne af den kan stadigvæk skimtes. Efter sagkyndiges opfattelse et levn om, at kvinden som menneske fra gammel tid i Jetsmark, blev sat højt, eller fra andre kyndiges mening, at det måske var mest praktisk fordi landevejen lå lige uden for kvindedøren. Det stærkeste lys kom fra vinduet i apsis mod øst. Apsisvinduet er stadig bevaret i Jetsmark kirke, og i overliggeren udenfor kirken findes der et relief af en okse og en ørn.
De to dyre ornamenter symbolisere de to evangelister Lukas og Johannes, de to som har givet os juleevangeliet. Disse store gravsten som ligger nord for kirken, har haft deres plads inde i gulvet i kirken, da der fandtes gravkammer i koret og i apsis. Den anselige Jetsmark kirke var oprindelig indviet til de søfarendes helgen, St. Nicolaus (afbildet i koret).
Våbenhuset er ligeledes fra sengotisk tid. O. 1450 skete den store udvidelse og ombygningen af kirken. Den fik hvælvinger, som hører den gotiske bygningsstil til, og tårnet blev tilføjet. Det er bygget af gule munkesten undtagen forneden, hvor det er kvaderstenene fra den nedbrudte vestgavl, der blev anvendt. Bjælkeloftet er blevet pillet ned i kirken, og den fik sine spidsbuede hvælvinger. (Det fladloftede kirkerum, var i sin tid blevet ændret til krydshvælv i skibet og stjernehvælv i koret). Tagkonstruktionerne var derved blevet forringet, fordi hanebåndene var sat højere op på spærene. Dermed arbejdede sydmuren sig ud af, og i 1909 var der så bred en åbning, at man kunne kikke direkte op i himlen.
Det var der de store sydvendte vinduer kom til og apsis skiltes fra koret med en mur. Interessant nok er skillevæggen mellem apsis og kor bygget førhvælvingerne. Den stammer fra 1300-tallet. I denne mur er der indmuret en gammel egeplanke, hvis hulrum i katolsk tid fungerede som monstransgemme.
Kirken har to klokker. Den gamle klokke er fra 1802, som er støbt af Peder Meielstrup i Randers og skænket af Catharina Elisabeth Scheel, f. Cicignon. - Den nye klokke er støbt af "De Smithske" i Aalborg 1961 og skænket af Peder Larsen Knudsen, "Kalsengaard" i Jetsmark. Døbefonten er af nyere dato. Udskiftet af Birkelse Gods i slutningen af den periode, hvor godset var kirkeejet (indtil 1915). Inskriptionen der er hugget ud på siden af døbefonten er JETSMARK.
Prædikestolen er en gammel renæssanceprædikestol og både den første og eneste der har været i kirken. Prædikestolen og lydhimmelen er lavet af egetræ. Stolen består af seks lodrette fag. Hvert fag er delt op i tre, et stort udskåret billedfelt i midten, et lille malet billedfelt forneden, og et endnu mindre felt foroven med inskription. Søjlerne er glatte bortset fra to ringe. Foroven har de et korintisk kapitæl med mange krummelurer. De udskårne billeder i de store felter forestiller set fra venstre; 1. Julenat. 2. Jesu dåb. 3. Korsfæstelsen. 4. Opstandelsen. 5. Himmelfarten. 6. Genkomsten.
Henover de store udskårne billeder er der små felter med indskrift.
Skibet i Jetsmark kirke er en model af Fulton, som er bygget i Frederiksværk af arkitekt Erik Andersen, på foranledning af et ældre ægtepar i sognet. De har skænket dette smukke skib, som et minde om en tragisk ulykke for deres familie.
Det blev ophængt i kirken d. 5. okt. 1985. Placeret i buen mellem kirkeskibet og tårnet, og er 1,5 m langt og 1 m høj.

Kilde: Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne