Lønstrup Kirke 

 Skallerup-Vennebjerg-Mårup Pastorat – Hjørring Søndre Provsti – Aalborg Stift – Vennebjerg Herred – Hjørring Amt

Lønstrup Kirke er opført i årene fra 1926 til 1928 efter tegninger af arkitekterne Valdemar Schmidt og Charles Jensen. Indvielsen fandt sted den 23. september 1928. Tårnet blev dog først rejst til sine fulde højde i 1939.
Den gamle romanske granitdøbefont blev ved indvielsen ført fra Mårup Kirke til Lønstrup Kirke. Dåbsfadet er fremstillet i Nürnberg omkring 1575. Motivet i bunden forestiller spejderne, der inden israelitternes indvandring i Kanaans lander vender tilbage fra deres regonoscering i Det forjættede Land.
Det bemalelde træskærerarbejder, der hænger på kirkerummets vestvæg, er midtergruppen fra en sengotisk altertavle fra o. 1520. Motivet benævnes "Anna Selvtredje". Det forestiller Jesus, hans mor, Maria, og hans mormor, Sankta Anna. Figurgruppen havde indtil 1989 sin plads på alteret i Mårup Kirke.
Maleriet på kirkens nordvæg over døbefonten stammer fra 16-1700-tallet. Kunstneren er ukendt. Det hang tidligere i Mårup Kirke.
Skibsmodellen (en såkaldt snaubrig), der hænger i kirkens tårnrum, hørte oprindelig til i Mårup Kirke, hvor den daværende kirkeejer, købmand Axel Rosenkrantz Segelcke i 1842 fik den hængt op. I 1970 blev skibet stjålet, men dukkede senere op på Brønderslev gamle kro, hvor den efter alt at dømme skal være blevet afleveret af en gæst, der ikke kunne betale for sit ophold på kroen. Efter i nogle år at have stået i depot på Vendsyssel Historiske Museum blev skibsmodellen i 2014 hængt op i Lønstrup Kirke.
En tavle indmuret i tårnrummets nordvæg har på samme måde tidligere været placeret i Mårup Kirke. Den blev i 1895 opsat af Det britiske Admiralitet til minde om de omkomne ved tre engelske krigsskibes forlis i begyndelsen af 1800-tallet, bl.a. "The Crescent". Mindetavlen henviser til, at mange af de omkomne ligger begravet på "denne kirkegård". Det er ikke Lønstrup kirkegård, der dermed henvises til, men kirkegården ved Mårup Kirke.
Kortæppet er fremstillet af væveren Birgit Andersen, Ørum, i 1988. Det bærer som hovedmotiv billedet af en fisk, der på én gang er et gammel Kristussymbol og en henvisning til, at for dem, der rejste kirken i Lønstrup i 1920'erne, var fisk frem for noget andet "det daglige brød". Fisken bliver således på dette sted en illustration af Jesu ord: Jeg er livets brød.
Kirkens orgel er oprindelig bygget med otte stemmer til Mølholm Kirke af orgelbyggerfirmaet I. Starup & Søn i 1953. Men i 1979, da Lønstrup Kirke overtog orglet, blev det udbygget til de nuværende 14 stemmer af orgelbygger Bruno Christensen & Sønner.

Kirkens hjemmeside

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne