Sankt Hans Kirke

Hjørring

Sankt Hans-Sankt Olai Pastorat – Hjørring Søndre Provsti – Aalborg Stift – Vennebjerg Herred – Hjørring Amt

Modsat de fleste andre købstæder fik Hjørring lov til at beholde sine 3 middelalderkirker trods religionsstridigheder, ildebrande, nød og fattigdom. Sankt Catharinæ (Karens Kirke) blev ved reformationen gjort til byens sognekirke, mens de to andre - Sankt Hans (Johannes Døberens Kirke) og Sankt Olai (Olav den Helliges Kirke) - som lå i byens udkant, slap for nedrivning ved at blive kirker for byens to store landsogne. I 1978 fik byen sin fjerde kirke, Bistrupkirken, i byens sydøstlige udkant.
Sct Hans Kirke er indviet til Johannes Døberen. Kirkens kor, oprindelig med apsis, er opført i ca. 1200-tallet af granitkvadre, dens skib, som sikkert er noget yngre, overvejende af røde munkesten. Facaden er udsmykket med lisener og rundbuefriser, som knytter kirken til en særlig gruppe af senromanske teglstenskirker i Vendsyssel, af hvilken Sankt Hans regnes for den største og bedst bevarede. Våbenhuset er fra midten af 1800-tallet, men den indmurede ornamenterede kvadersten over døren må være romansk og stammer formentlig fra den oprindelig syddør.
Indvendig er der på alle vægge og på korets sengotiske hvælvninger fundet spor af kalkmalerier, men kun et maleri, der blev fundet i 1875 på skibets nordvæg, er blevet bevaret. Det er malet omkring 1350 og forestiller Sankt Christoforus i færd med at bære Jesusbarnet over floden.
Døbefonten er en romansk kumme, der er skænket kirken i 1907. Foden er ny. Altertavlen er fra 1612 og prædikestolen fra 1602. Begge dele er smukke renæssancearbejder af snedkermester Niels Ibsen, som også har bidraget til Sankt Olai Kirkes udsmykning.
I korvæggen, ved skibets nordøsthjørne, er indmuret et moderne relief forestillende Jesus, som opvækker synagogeforstanderen Jairi' datter. Relieffet er udført i 1967 af billedhuggeren Henrik Starcke.
Ved Korbuen er der et relief, forestillende Jesus, som opvækker synagogeforstanderen Jairi datter. Relieffet er lavet i 1967 af billedhuggeren Henrik Starcke. Henrik Starcke var oprindelig uddannet kunstmaler, men det blev som billedhugger han blev mest kendt og som et kuriosum kan nævnes at han var bror til politikeren Viggo Starcke.

Kirkens hjemmeside 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne