Skagen Kirke

Skagen Pastorat – Frederikshavn Provsti – Aalborg Stift – Horns Herred – Hjørring Amt

I klitterne sydvest for Skagen ligger resterne af Skagens første kirke. Det er den kendte "tilsandede kirke" som blev opført i 1300-tallet. Den var viet til Skt. Laurentius. I løbet af 1700 tallet blev området ramt af en tiltagende sandflugt og i 1795 gav Kongen tilladelse til at kirken kunne nedlægges. Den var ellers blev istandsat i 1784 men allerede efter få år var den i så dårlig stand at den var farlig at benytte. Kirken blev nedbrudt og resterne sandede efterhånden til. Tårnet blev imidlertid malet hvidt og bruges som sømærke. Det har været på tale at udgrave kirken da man mener der blandet andet skulle befinde sig en døbefont samt muligvis et alterbord i resterne af kirken. Af det øvrige inventar står alterstagerne på den nye Skagens Kirke alter.
I 1841 tegnede C. F. Hansen Skagens nye kirke. Kirken, der ligger i et lille anlæg midt i byen, det gamle Østerby Kapels plads, er opført 1839-41 (indviet 21. august 1841) for midler indkommet ved en landsomfattende kollekt 1822-23 samt for 4000 rigsdaler, indvundet ved nedlæggelse af et dansk-luthersk kapel i London. Den treskibede langhusbygning af mursten var tegnet af C. F. Hansen og havde mod vest et lille tårnparti, der afsluttedes med et kors, som nu er anbragt på kirkegården over de ved "Speed"s stranding 1909 omkomne søfolk. Den blev bygget i nyklassicistsk stil, centreret om midtergangen, som fører op til alternichen, hvor prædikestolen siden ombygningen i 1910 er placeret midtfor alteret. Foran denne er den hvide døbefont placeret. I 1910 blev kirken udvidet af Ulrik Plesner og Thorvald Bindesbøll som bevarede C.F. Hansens grundidé. Kirkerummet kendetegnes af de meget store vinduer der gør rummet lyst og venligt. Det har fladt loft over orgelpulpitur og sidegallerier samt alterparti prydet af glatte marmorsøjler med forgyldte kapitæler. Altertavlen er malet af Joakim Skovgård (julekrybben i Bethlehem) med en ramme af T. Bindesbøll som også stod for stolegalvene. Udvendigt blev kirken forlænget mod øst med 3 vinduesfag og tårnet fik spir. På langsiders ender blev er opført fire små halvrunde bygninger med kobbertag. Kirken er malet i den kendte gule farve som Skagens øvrige huse er så kendte for. I 1988-89 blev kirkens indre restaureret. Arne L. Hansen stod for farvesætningen, samtidig dekorerede han alterbordets forside med tre felter, der symboliserer Påsken, alterbordet har desuden to farvede felter på siderne. På alteret er opstillet en Korsfæstelsesgruppe med tre svævende duer udført af Niels Helledie i 1994. På nordvæggen er ophængt et krucifiks af Niels Helledie. Orglet er fra Marcussen og Søn, som foruden ved gudstjenesten er i funktion ved talrige koncerter. Fra det 36 m høje tårn lyder hver dag et klokkespil. Ved indgangsdøren er en mindetavle fra 1886 med relief af A. Paulsen over 8 fiskere, druknet 27. december 1862 under forsøg på at redde besætningen på den strandede brig "Daphne".

Kirkens hjemmeside/Skagensiden.dk/Kirkehistorie.dk

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne