Vennebjerg Kirke

Sankt Andreas

Skallerup-Vennebjerg-Mårup Pastorat – Hjørring Søndre Provsti – Aalborg Stift – Vennebjerg Herred – Hjørring Amt

Vennebjerg Kirke er en af Vestvendsyssels markante kirker, der med sin høje beliggenhed og sit frie udsyn er et fikspunkt i landskabet synlig viden om.
Kirken er opført midt i 1100-tallet og har romansk skib og kor, der er opført af granitkvadre. Tårn, sakristi og våbenhus er senere tilbygninger – antagelig fra 1400-tallet. Den er indviet til Skt. Andreas.
Fund af flintredskaber viser, at Vennebjerg bakkeø har været bosted formennesker helt tilbage til stenalderen.
Bakken Klangshøj umiddelbart vest for kirken – med flagstangen – hæver sig 69 meter over havoverfladen, og er delvis skabt af mennesker. Den har aldrig været udgravet, og har i almindelighed været betragtet som en gravhøj fra bronzealderen. Boreprøver i højen i sommeren 2013 har imidlertid afsløret at den er betydligt yngre, og at det ca. 4 m dybe øverste, menneskeskabt lag først er blevet lagt til o. år 1000 e. Kr.
På Klangshøj ses lidt nord for det højeste punkt en svag, lidt fugtig sænkning i højen. Her fandtes indtil omkring 1900 helligkilden Vor Frue Kilde. Dens vand havde helbredende kraft, indtil en bondemand fra egnen badede en skabet stud i dens vand. Derefter var vandets undergørende kraft forsvundet, fortæller traditionen.
Ved højfoden mod sydøst inden for kirkediget har man ifølge Nationalmuseets gamle sognebeskrivelse "iagttaget to rejste Sten med Overligger over. Det fortælles, at en Prins ved Navn Klank ligger begravet i Højen."
Højen har gennem århundreder været benyttet som bavnehøj.
Ved en reparation af pudslaget på nordvæggen i koret i november 1999 viste der sig en kort indskrift med middelalderruner på det allerinderste kalklag. Runeindskriften er bevaret i et lille felt i korets nordvestre hjørne. Efter ekspertudsagn stammer teksten sandsynligvis fra tiden lige efter opførelsen af koret. Flere af runerne er imidlertid så beskadigede, at skriften i sin helhed ikke kan tolkes. Men i anden linje kan de latinske ord hic locus, "dette sted", samt runerne kantu:ti... læses. Det er muligvis en del af gengivelsen af en latinsk sentens, som kendes fra runeindskrifter i andre kirker, Hic locus est horum, qui cantant, non aliorum, "Dette sted er deres, som synger, ej andres".
Kirkeklokken hang oprindeligt i kirketårnet, der imidlertid som følge af et lynnedslag blev så ustabilt, at det ikke længere kunne bære klokkens vægt, hvorfor den taget ned og hængt op i klokkestabelen øst for kirken. Klokken er støbt i 1448 og er ligesom kirken indviet til Sankt Andreas. Efter klokkens flytning til klokkestabelen blev glamhullerne i kirkens tårn muret til.

Kirkens hjemmeside

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne