Ydby Kirke

Boddum-Ydby Pastorat – Sydthy Provsti – Aalborg Stift – Refs Herred – Thisted Amt

Kor og skib er opført af granitkvadre i romansk tid. Koret er antagelig opført som det første før resten af kirken. Nordvinduerne i skibet er oprindelige. Syddøren blev benyttet endnu o. 1870.
Tårnet er opført o. 1500. Det er forneden opført af kvadersten derover af munkesten.
Våbenhuset er af samme alder som tårnet. Kun våbenhuset blev ikke hærget af en stor brand i 1742. Dør og vinduer er fra 1929.
Et sakristi på korets nordside stod endnu i 1769, men er nedrevet senest 1794. Under sakristiet har der været en gravkælder.
Kirken var i 1726 ejet af Peder Nielsen Moldrup, Vestervig, og var i privateje, til den overgik til selveje den 1. januar 1911.
Klokken er støbt af De Smithske Jernstøberier, Aalborg. En tidligere klokke, der ikke findes længere, bar indskriften: »Til din pris, Herre, lad mig lyde Og mange til dit hus indbyde. Søbt i året 1850 af P.P. Meilstrup i Randers.«
Korbuen er hårdt medtaget af branden i 1742 og er repareret med cement. Kalkmaleriet omkring korbuen blev fritlagt i 1926 og menes at stamme fra reparationen efter branden. Bænkene er af nyere dato (første halvdel af 20. årh.) og er delvist kopieret efter ældre bænke.
Alterbordet er fra gotisk tid. Det er muret op ad korets østvæg af gule munkesten og delvis kvadre. En halvrund granitkvader, der sikkert oprindelig har fungeret som tympanon, har en helgengrav, der nu er utilgængelig. I helgengraven opbevares en relikviekapsel af bly indeholdende benstumper og tøjstykker.
Altertavlen er meget stor. Det er en lutheransk fløjaltertavle fra 1577, som major Moldrup til Vestervig købte til kirken efter branden. Den stammer muligvis fra Budolfi Kirke, Aalborg, men blev sat til salg, da domkirken fik en ny altertavle i 1689. Rammen på altertavlen har montanter, et udbredt motiv på nordjyske altertavler. Se Hellevad Kirkes altertavle for en nærmere beskrivelse.
Fløjene har haft gesimsfremspring og søjler. Storfeltet har to trekantgavler, der er kantet med volutbøjler. Ornamenterne over fløjene er udført i barokstil af snedker Bundgaard i 1743. Et sted på altertavlen ses indskriften: »Renoveret A° 1747 A. Gundahl pinx.« Anders Eskesen Gundahl var Jens Jensen Thranes førstemand. Han har også udført malerierne. Malingrester og årstallet 1599 findes på bagsiden.
Et brudstykke af en alterskranke fra 1743 findes på Nationalmuseet. En korskranke menes at være lavet af snedker Bundgaard samme år. Der findes to dørfløje med sidestykker. Felterne er udfyldt af rankeværk. Den menes at være nedtaget 1869 og var en tid opstillet i tårnbuen. Den opbevares nu på Nationalmuseet ligesom brudstykket af alterskranken.
En alterkalk og disk overlevede branden, men da de var så forfaldne, anskaffede man nyt. De findes dog ikke mere. Den nye kalk bærer indskriften: »Zach. 3. Cap. V.2. Er denne iche en Brand, der er reddet af Ilden. Ildens Magt, der Kierchen brendte, Wed Guds hielp mig ich skiendte. 1743 A sal. L.« Forkortelsen hentyder til Anne sal. Lassens Enke, til Gudumlund og Bodum Bisgaard. Kalken har et mestermærke for Jens Kjeldsen Sommerfeldt, Aalborg.
Alterstagerne fra 1655 er egentlig verdslige bordstager. De er kun 20 cm høje.
En messehagel, der blev reddet ved branden, blev kasseret, og i stedet anskaffede man to nye.
Døbefonten er en moderne efterligning af en thybofont. Indvendigt i bunden er hugget: B J 1914.
En døbefont af fyrretræ udført af snedker Bundgaard 1743 findes nu på Nationalmuseet.
Fadet er fra Nürnberg o. 1575. Motivet er spejdere med vindrueklase.
Korbuekrucifixet med sidefigurer menes at være samtidig med korskranken, der blev fjernet i 1869, og som nu befinder sig på Nationalmuseet. Stafferingen er fornyet i 1930.
Ligesom kirkens øvrige inventar er pulpituret i kirkens vestende udfærdiget af snedker Bundgaard 1743. Og ligesom altertavle og prædikestol blev det egetræsmalet i 1869 af Gjørup. Tre ovale stykker fortæller om branden.
Natten til 6. november 1742 nedbrændte kirken som følge af lynnedslag. Branden hærgede kor og skib, mens kun våbenhuset blev skånet. Af inventaret blev kun reddet kalk, disk, messagel og klokke. I korets sydvestlige hjørne står en skriftestol.

Nielse Clemmesen på Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne