Hellum Kirke 

Jerslev-Hellum Pastorat – Brønderslev Provsti – Aalborg Stift – Dronninglund Herred – Hjørring Amt

Hellum Kirke er romansk fra begyndelsen af 1200-tallet. Den bestod oprindelig kun af skib og kor. Våbenhuset er nybygget i 1925.
Tårnet er sengotisk - begyndelsen af 1500-tallet. Granitkvadre fra skibets vestgavl er genanvendt, hvorpå tårnet er fuldført i teglsten. Klokken hænger dog ikke i tårnet, men i en senere tilbygget klokkestabel på korets østgavl. Den er støbt hos Mejlstrup i Randers i 1856.
På et tidspunkt har kirken hørt under Gl. Vrå, men har dog for det meste været selvejende. I 1556 var den så forfalden, at præsten indstillede til biskoppen, at den burde nedlægges. Det mente beboerne dog ikke, den skulle. De henvendte sig til kongen, og i 1558 traf Christian III beslutning om dens fortsatte beståen. Indtil 1859 var Hellum anneks til Hellevad, hvorefter den blev anneks til Jerslev.
I korets sydmur lige øst for vinduet er indmuret et relikviegemme, der oprindelig har haft sin plads i et alterbord.
Skibet har fladt bjælkeloft. Lysekronerne og den syvarmede lysestage er skænket af M.D. Christensen, Holmgaard, i 1915. Orglet er anbragt i tårnrummet.
Alterbord og knæfald er fra 2004-05 og udført af Erik Heide. Alterbordet er udført i granit. Bordets sokkel er en granitsten med borestriber fundet i en grusgrav på Sjælland. Erik Heide har også udført det lille krucifix, der står på alterbordet.
Der findes en alterkalk fra 1600-tallet. Alterstagerne er fra 1603 med Peder Iversen (Baden) og Margrethe Breides våben og initialer.
Alterbillede: Sven Havsteen-Mikkelsen: Emmaus, 1976.
På korbuen har både kragsten og sokkelsten skråkant.Døbefonten i Hellum kirke er den eneste døbefont i Vendsyssel, som helt sikkert har stiltræk fælles med fontene søndenfjords især i Fleskum og Hornum herreder foruden en kirke på Mors: Gudum,
Ferslev, Ellidshøj og Ovtrup (Mors)
Mackeprang beskriver de himmerlandske døbefontes opbygning således:
»Store, flade Kummer med diminutivt Mundingsprofil, kort Skaft og dominerende Fodvulst, dels ved deres primitive Ornamentik: Indhuggede Linjer, der danner Sparremønster. De virker helt vendelboagtig, hvorfor det da heller ikke overrasker at træffe en Søsterfont i Hellum (Dronninglund Herred).«
Døbefonten har i en periode på 40 år stået på en muret sokkel. Den nuværende granitsokkel er antagelig en omvendt fontekumme.
Prædikestolen er fra 1614
Det gamle Aalterbillede eraf F.R. Scavenius fra 1907. Det har siden 1976 hængt på skibets nordvæg.

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne