Bislev Kirke

Sebber-Bislev-Ejdrup Pastorat – Aalborg Vestre Provsti – Aalborg Stift – Hornum Herred – Aalborg Amt

Bislev Kirke er formentligt opført omkring år 1200. Skib og kor er i romansk stil og opført af kvadre og munkesten.
Der har været indgangsdøre i både nord- og sydsiden af kirken; de er nu tilmurede, men kan endnu ses indvendigt. Over indgangsdøren i syd har der tidligere ligget en romansk billedsten med en reliefhugget fremstilling af kæmpende krigere. Den hænger nu på vestgavlen. Et motiv fra denne billedsten er afbilledet på 1000 kr.sedlen.
På kirkens vestvæg har der fra ca. 1750 til 1920 været placeret et stort herskabspulpitur med egen indgang udefra. Det blev benyttet af herskabet fra Lundbæk, når de deltog i gudstjenesten. Pulpiturets loft er bevaret og hænger i dag i kirkens sydside ved ingangen. To malede fyldninger med slægterne Juul og Billes våben er også bevaret og ses mellem lågerne ved indgangen til orgelet.
I 2006 gennemgik kirken en større renovering, der bl.a. har resulteret i nye farver på træværket i kirkerummet og et nyt alterbord og ny alterskranke, der forestiller den tomme grav påskemorgen. Kunsteren bag dette projekt er Erik Heide.
Altertavlen er en luthersk fløjtavle fra slutningen af 1500-tallet. Den bærer våben fra Christoffer Mikkelsen Tornekrans og Dorte Juul. Alterbilledet forestiller Jesu gravlæggelse og er udført i 1686 af Hans Sager og bekostet af Johan Clausen, Thyrrestrup, som i 1688 også skænkede kirken det dåbsfad, der endnu er i brug.
I kirkens kor er der ophængt et epitafium over Christoffer Mikkelsen Tornekrans og hans hustru. Maleriet viser familien med to børn knælende ved Jesu kors.
Ved korbuens nordside er placeret et tornekranset Kristus-ansigt. Dateringen er usikker, men formodes at være omkring 1889. I det år døde Niels Juul-Rystensteen, og i hans gravminde på kirkegården er der indhugget et lignende Kristus-ansigt.
Prædikestolen er opsat i 1588. I felterne ses bibelske relieffer med motiver fra Jesu fødsel, korsfæstelse, opstandelse og himmelfart.
I 1744 blev prædikestolen stafferet på bekostning af Otto Henrik Juul. Ved samme lejlighed fik prædikestolen formentlig sin himmel.

Sognepræst Annemette Kamp Nielsen på Kirkens hjemmeside

 

 

 

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne