Godthåb Kirke 

Godthåb Pastorat – Aalborg Vestre Provsti – Aalborg Stift – Hornum Herred – Aalborg Amt

Initiativet til opførelse af Godthåb Kirke blev foretaget i 1909 af fabrikant N. Zink, Ridemands Mølle, der tilbød at skænke jord til en kirkegård samt en ringerbolig med have. Med de nyopførte kirker i Fjerritslev og Vejgård som forbilleder overlod man arbejdet til arkitekt Hother Paludan. I finansåret 1910-11 bevilgede staten et tilskud på 18.500 kr. Grundstenen blev nedlagt den 22. maj 1911, og året efter blev kirken indviet søndag den 18. august 1912.
Romanske og gotiske stilformer er sammenblandet. Kamtakkerne på tårn og våbenhus er gotiske, mens de runde buer over vinduerne er romanske. Højblændingerne i våbenhuset er ligeledes et gotisk stiltræk.
Kirken har to klokker, der er i brug. De er begge støbt af Pierre Paccard i 1986. De erstatter kirkens oprindelige klokke, der var støbt af De Smithske i 1912.
Skib og kor har krydshvælv.
Alterbilledet er udført af Anker Lund. Motivet er: »Kommer hid til mig«.
Krucifixet på alterbordet er udført af Erik Heide.
Døbefont af granit med bladranke og tovsnoning. Dåbsfadet bærer indskriften: »Lader de små børn komme til mig.«
Prædikestolen er som alt det andet inventar fra kirkens opførelse i 1912.
Relief udført af Erik Heide og ophængt i tårnrummet på vestvæggen.

Kirkens hjemmeside

 

 

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne