Hammer Kirke

Horsens-Hammer Pastorat – Aalborg Nordre Provsti – Aalborg Stift – Kær Herred – Aalborg Amt

Hammer Kirke, der ligger isoleret dybt inde i skoven i Hammer Bakker, er en romansk kirke. Frem til 1760 udgjorde Horsens, Hammer, Sulsted og Ajstrup ét pastorat, da Sulsted og Ajstrup blev udskilt. Hammergaard umiddelbart vest for Hammer kirke var præstegård frem til 1877. Helt op til nutiden havde Hammergaard pligt til at have en opredt seng parat til sognepræsten, hvis det skulle blive nødvendigt.
I tiden omkring år 1900 var kirken ejet af sagfører Anders Olesen. Han havde store planer med kirken, der var stærkt forfalden. Bl.a. havde han en tanke om at flytte den til Grindsted, den største bebyggelse i sognet. Det blev dog ikke til noget. I stedet begyndte Anders Olesen at koncentrere sig om et kirkeprojekt i Vodskov, der voksede kraftigt. I 1985 blev Vodskov udskilt som et eget pastorat.
For at få plads til hvælvingerne blev kirkens højde forøget. Tårnet menes at være fra efter 1500, mens våbenhuset er noget senere.
Klokken er fra 1510 og bærer indskriften: »Anno dni m.d.x. help ihs Maria Anna.« (Herrens år 1510 hjælp Jesus Maria Anna).
Omkring år 1500 blev kirken udvidet mod vest. Ved samme tid byggede man hvælvingerne i kor og skib.
Alterbordet er nyt, men ved en restaurering i 1977 genanvendtes den gamle alterbordplade med helgengrav - og som noget særligt den bevarede sten, der anvends til låg. Alterbordpladen var ved et tilfælde blevet fundet på en nabogård, hvor den var blevet anvendt til trappesten.
Ved samme restaurering fandt man en ellers tilmuret vinduesåbning i korets østvæg. Kunstneren Poul Winther, Skagen, har lavet mosaikruden, der er nonfigurativ uden symbolik. Alterstagerne er fra 1500-tallet.
Der findes en alterkalk med indskrift: »Denn Kalck lod M. Erick Nielsøn i Hamer gjøre til Hammer Kircke Anno 1640 og wejger 32 lod.«
Helgengrav i alterbordpladen med den oprindelige sten til låg.
Karakteristisk lille romansk døbefont på en meget stor fod.
Korset er udført af William Jessen, der har skænket det til kirken i 1973. Han har fremstillet det af blytyperne fra det trykkeri, han drev i mange år i Vodskov. Det fremstiller den sejrende Kristus - efter romansk forbillede. Korset er ophængt på skibets nordvæg ved døbefonten.
Viekorset, der sidder på skibets nordvæg ud for indgangsdøren, menes at stamme fra ombygningen af kirken o. 1500, da skibet blev forhøjet og forsynet med hvælvinger. Det er det eneste bevarede kalkmaleri. Der er dog fundet rester af en djævlefigur. På grund af den dårlige bevaringsstand er dette billede kalket over igen.
Gravsten over Magister Thomas Christopher Galschyt, som døde den 25. maj 1624. Det vides om ham, at han som den sidste præst var medvirkende ved en hekseproces på tinget i Hammer Bakker. Stenen er opsat i koret.

Kirkens hjemmeside

 

 

 

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne