Nibe Kirke

 Nibe-Vokslev Pastorat – Aalborg Vestre Provsti – Aalborg Stift – Hornum Herred – Aalborg Amt

Et gammelt sagn fortæller, at en skipper fra Lübeck engang blev overrasket af en frygtelig storm og kom i havsnød. I et forsøg på at hente hjælp hos stærkere kræfter lovede han at bekoste opførelsen af en ny kirke, hvis han kom i land med livet i behold!
Kan man ikke tage denne overlevering for gode varer, som forklaring på Nibe Kirkes oprindelse, så er hjælp at hente i protokollen fra "Guds Legems Laug" i Middelalderens Aalborg. Her er præsten Hr. Lokke omtalt som den, der i første halvdel af 1400-tallet stod bag oprettelsen af Skt. Jost Kapel i Nibe.
Som fjord og menneske fra tidernes morgen har været bundet sammen på dette sted, således har også kirke og fjord en stærk samhørighed, der tydeligt kommer til udtryk i kirkerummet, som det følgende vil vise.
Et af Danmarks mest særprægede og karakterfulde kirkeskibe - ikke et prangende fuldrigget orlogsskib, men en model af et af hverdagens arbejdsredskaber, en kåg. Skibet er enkelt, men helstøbt i udførelsen til mindste detalje. I al sin prunkløshed et kendetegn for kirken og byen?..Sådan skriver Kurt Nielsen og Søren Skovfo i deres bog om Nibe Kirke fra 1995.
På Kågens ror står giverens bogstaver JJHK, fisker og salter Jens Jensen Hurtigkarl samt årstallet 1703. Det passer fint med, at sildefiskeriet blomstrede op i årene efter 1680, så der igen blev en vis velstand i byen, og derfor kan vi godt betragte kirkens sildekåg som et minde om en fisker, hans stand og det erhverv, som Nibe skylder sin oprindelse.
Det som for mange springer i øjnene, når man træder ind i Nibe Kirke er det store pulpitur på nordvæggen. Det har oprindelig været dobbelt så bredt og lidt længere. Pulpituret blev opsat i 1707 og indrettedes med 9 adskilte 'loger'. Der var loft over, som blev båret af lodrette søjler, og der var gardiner der kunne trækkes for.Billedfrisen fremstiller Påskebegivenhederne fra Skærtorsdag frem til Påskemorgen.
Orgelpulpituret er prydet af billeder med de 12 apostle.
Orglet er fra 1996 og har 25 stemmer, bygget af Bruno Christensen og Sønner.
Over orglet ses en gammel Vorherre-figur. Oprindelig en del af en nådestolsgruppe, treenigheden, Fader, Søn og Helligånd. Det menes, at figuren er et nordtysk træskærerarbejde fra omkring 1475, og den har givetvis været placeret midt i et katolsk højalter eller sidealter. I figurens udformning er der taget hensyn til, at den skal kunne ses fra flere vinkler. Vorherre figuren har oprindelig holdt Kristus frem for sig hvilket senere gjorde det muligt, at forsyne den med klokke og hammer. Der er dog ikke længere forbindelse til kirkens urværk eller klokker.
Stort set alt større inventar i hovedskibet er fra de første 6 år af 1700 tallet. Det gælder også altertavlen, der er barok fra 1704.
Øverst på alterbilledets ramme er anbragt våbenskjoldene for Lindenborgs daværende ejere Christian Gyldenløve og hustru Dorthea Krag. Grevens våbenskjold er omslynget af elefantriddernes ordenskæde. Lindenborg Gods ejede på daværende tidspunkt Nibe Kirke.
I flg. den norske kunsthistoriker Roar Hauglid er altertavlen fremstillet af den kgl. billedskærer Johan Friedrich Ehbisch.
Kirkens patronatsskab taget i betragtning kunne det godt tænkes, at Christian Gyldenløve, der var søn af Chr.5., havde hyret en kgl. billedskærer til at forme en ny altertavle til Nibe Kirke.
Som tidligere nævnt hænger byens og kirkens historie nøje sammen. Således fortæller også alterskranken sin historie. Den er fra året 1727, hvor Nibe fik købstadsrettigheder.

Kirkens hjemmeside

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne