Jannerup Kirke 

Hundborg-Jannerup-Vang-Vorupør-Vester Vandet Pastorat – Thisted Provsti – Aalborg Stift -– Hundborg Herred – Thisted Amt

Jannerup Kirke er en landsbyløs kirke, der ligger nærmest midt i sognet på et højdedrag, men ensomt. Kirken er viet til Skt. Andreas, mens den nærliggende helligkilde er viet til Skt. Thøger. Den er romansk med senere ombygninger. Murene er omsat flere gange. Korets nordmur menes at være den ældste med spor af et tilmuret romansk vindue (ses på et af billederne nedenfor).
Korets østmur er omsat fra grunden i 1651 umiddelbart efter anskaffelsen af den store altertavle, der dækker hele østvæggen, hvorfor alle eventuelle spor af et vindue er borte. Blytaget er fornyet i 1997Sydmuren er opført af to skifter granitkvadre og derover teglsten. 8 m længst mod vest er muren lidt tykkere end i resten af skibet. Det kunne tyde på, at kirken er blevet forlænget. Muren blev sidst omsat i 1896. Vinduerne stammer fra denne ombygning.
Det vides ikke præcist, hvornår våbenhuset er opført. Men det erstatter et våbenhus fra 1681, der lå lidt længere mod øst – måske fordi kirken var kortere den gang. Våbenhuset er usædvanligt, idet det har to indgange: en mod øst og en mod vest.Der blev opført et klokkehus i 1662, men allerede i 1707 måtte der opføres et nyt. I en periode havde kirken to klokker. Den ene var støbt i Aalborg af Caspar Kønig i 1765 og kom senere til Vorupør, da man opførte den første kirke der i 1878. Klokkepillerne på kirkens vestgavl menes at være opført i 1877. Den nuværende klokke er støbt i 1937 af Jysk Jernstøberi, Brønderslev.
Den basunblæsende engel, der er opsat som vindfløj, er udført af Peder Salmonsen, Hundborg, i 1763.
Kirkens oprindelige romanske alterbordsplade er indmuret i soklen i skibets sydside. Den er meget usædvanlig på grund af de to helgengrave. Kirken er oprindelig indviet til Skt. Andreas. Den anden helgengrav kan have indeholdt relikvier fra Skt. Thøger, der nævnes i forbindelse med Jannerup kirke. Kirken kaldtes tidligere Skt. Anderses kirke (Skt. Andreas) og skal være et udvidet kapel ved en berømt kilde. Folk fra hele landet søgte kilden, og det tilførte kirken store rigdomme. I 1699 blev den tilskødet fru Cornelia Bickers, Vestervig. 1702 blev den overdraget Peder Nielsen Moldrup, Vestervig, men han blev tvunget til at afstå den til staten, fordi han udplyndrede kirken for rigdomme. Den overgik til selveje 1. september 1917.

Provstiets hjemmeside

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne