Hillerslev Kirke 

Hillerslev-Kåstrup-Sennels Pastorat – Thisted Provsti – Aalborg Stift – Hillerslev Herred – Thisted Amt

Hillerslev kirke er en stor landsbykirke. Skib, kor og apsis er romansk, mens tårnet er sengotisk fra o. 1500, og våbenhuset er af nyere dato. Den er oprindelig indviet til Skt. Peter.
1454 tilfaldt kirken Mariager Kloster med patronatsret, der ejede den frem til 1699, da den kom ind under Vestervig Kloster. I 1918 overgik den til selveje
Tårnet er fra o. 1500. Den nederste del af tårnet er opført af udflyttede kvadre, men ovenfor er anvendt gule munkesten. Våbenhuset er af nyere dato. Det erstattede et våbenhus af bindingsværk og med tegltag fra 1674-75.
Fra begyndelsen af 1600-tallet var kirken stærkt forfalden, og igennem hele århundredet blev der løbende udført store reparationsarbejder.
Kirken har to klokker. En klokke fra 1641 af Claus Klokkestøber. Den bærer indskriften: »I H S. Coelum et terra transibunt, verbum Domini manet in aeternum« (Himmel og jord skal forgå, Herrens Ord bliver i evighed). – Den bærer endvidere indskriften: »Vaar Yfver Krabe til Albech Kirche Patron, Oluf Nielsøn Sognepræst, Søfren Jensøn i Kaustrup Kircke Verge til Hellerslev Kircke, der denne Klock blef omstøbt N O H S anno MDCXLI.« (Iver Krabbe var lensmand på Mariager Kloster). Regnskaberne fra 1640 og 1641 fortæller, at klokken blev støbt på stedet for 18 sletdaler. Den samlede udgift udgjorde 70 sletdaler. – Den klokke, der blev omstøbt i 1640, var ifølge en klageskrivelse fra sognet så sprukken, at den ikke kunne høres, hverken når der skal ringes "fredsens klokke", eller når der i andre tider skal ringes. Klokke fra 1783: »Me fecit D.G. Herbst Ao 1783, soli Deo gloria.« (D.G. Herbst gjorde mig år 1783, Gud alene æren). Endvidere står der: »Die Frau Chatarine IANSVAN.« Hvad versalerne skal betyde, vides ikke.

Kilde: Kirkens hjemmeside

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne