Sankt Markus Kirke 

Sankt Markus Pastorat – Aalborg Budolfi Provsti – Aalborg Stift – Fleskum Herred – Aalborg Amt

Kirken er opført i årene 1928-33 efter tegninger ad den af datidens betydeligste arkitekter, kgl. bygningsinspektør Ejnar Packness, der senere modtog Eckersbergmedaljen for bygningsværket.
Efter at biskop Chr. Ludwigs i 1915 havde tiltrådt sit embede i Aalborg, nedsættes en kommission, der skulle tage de sognekirkelige forhold i byen op til overvejelse og eventuel revision.
Dette medførte bl.a., at man fandt det påkrævet at skille den østlige del af Vor Frue Sogn fra og danne et selvstændigt omkring en ny kirke, der skulle rejses i nærheden ad det, der i dag benævnes Østre Anlæg.
Grundsten til kirken blev nedlagt 29.marts 1930, og efter at have overvundet en række økonomiske problemer byggede man kirken op i et hele- også med tårn og spir- skønt det en overgang så ud til, at disse elementer måtte vente til senere.
Kirken blev indviet af biskop Oldenburg søndag den 15.januar 1933 og fik navnet Skt. Markus Kirke.
Bertel Thorvaldsens Johannesgruppe er i sin herværende udførsels oprindelig en gavlgruppe i hovedportalens fronton til Vor Frue Kirke i København. Her stod den fra 1878 til 1928, hvorefter den i 1933 blev opstillet i Sankt Markus Kirke. Gruppen er udført i marmor med undtagelse af jægerne, der blev genskabt i gips, da marmorskulpturen gik til grunde. Marmoreksemplaret af Johannesgruppen er udført af en række billedhuggere efter Bertel Thorvaldsens original modeller i gips fra 1821 og 1822. Gruppen består af 16 personer fordelt på 12 skulpturer, der her i kirken er anbragt i hovedskibet, sideskibet og våbenhus.
I hoveskibet bag alteret står i midten Johannes Døberen på et klippestykke iført en kamelhårskofte. I venstre hånd bærer han en korsformet hyrdestav og ved siden en skål til brug ved dåben. På soklen hænger plade med Johannes Døberens ord om Jesus, da han ser ham komme hen imod sig: ''Se det Guds Lam, som bærer verdens synd''. Til venstre følger en yngre mand i dyb eftertanke og en far med sin voksne søn. Til højre ses en halvvoksen dreng. Han har aftaget sin kappe, som han bærer over venstre arm, og er rede til dåben.
Bag ham står en hovmodig farisær, for et øjeblik standser i sin gang, og yders ses en jæger, som med sin hund vender tilbage efter jagten.
Ved kirkens indgangsdør finder vi til højre en gammel skriftklog siddende på en sten og til venstre mor og barn. Længere fremme til højre ses en ung mand liggende udstrakt og til venstre en hyrde siddende i strakt stilling med venstre knæ løftet og hvilende på højre arm.
Døbefonten er af bornholmsk granit. Fad og kande er af tin. Prædikestol med lydhimmel er placeret i skibets sydside.
Det tremastede fuldskib bærer navnet »Haabet«. Det er bygget i 1933 af skibsbygger Poulsen, bestyrer P. Kastberg og bestyrer Edvard Nielsen, som alle tre har skænket det ved kirkens indvielse.

Kirkens hjemmeside

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne