Durup Kirke

Kongens Tisted-Binderup-Durup Pastorat – Rebild Provsti – Aalborg Stift – Gislum Herred – Aalborg Amt

Durup Kirke består af romansk skib. Tårn og våbenhus er sengotiske, mens koret er ombygget i anden halvdel af 1500-tallet, så skib og kor udgør et langhus.
Langhuset er opført af granitkvadre, mens tårnet er opført af udflyttede granitkvadre samt teglsten.
Våbenhuset er sengotisk, og indgangen til kirken foregår gennem den oprindelige norddør. Våbenhuset er opført af munkesten og har kamtakket gavl med blændinger.
Rundt omkring i murværket sidder der flere vinduesoverliggere. Den gamle klokke fra 1869 er støbt af Bochumer Verein, mens den nuværende klokke fra 1975 er støbt af John Taylor & Co.
Da det romanske kor blev ombygget til et langhuskor i anden halvdel af 1500-tallet, blev der opført fire fag stjernehvælv. Ved en restaurering i 1885 blev det østligste hvælv fornyet.
Tårnrummet er forbundet med skibet med en bred spidsbue. Det blev i 1700-tallet indrettet som gravkapel, men i 1953 blev det åbnet og lagt til skibet.
Orglet er anbragt i korets østvæg over alterbordet. Alterpartiet er fra slutningen af 1700-tallet.
Alterstagerne er fra begyndelsen af 1700-tallet.
Alterbilledet er en kopi af et italiensk billede. Det bærer signaturen S.L.G.
Døbefonten er karakteristisk med sine kraftige bukler. Den tilhører en lille gruppe fonte:Nørre Tranders, Vindblæs og Vive.
Mackeprang (M. Mackeprang: Danmarks middelalderlige Døbefonte, København 1941, s. 200) mener, at den særprægede bukkelform kan skyldes påvirkning fra samtidens guldsmedekunst.
Dåbsfadet er sydtysk fra o. 1575. Motivet i bunden er Maria i solgissel. Det har endvidere initialer for Claus Maltesen Sehested og Anne Lykke 1599.
Prædikestolen er et enkelt arbejde i Louis XVI stil.

Kirkens hjemmeside

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne