Bjergby Kirke

Mors

Flade-Bjergby-Sundby-Skallerup Pastorat – Morsø Provsti – Aalborg Stift – Morsø Nørre Herred – Thisted Amt

Bjergby Kirke har en usædvanlig grundplan, idet den består af romansk apsis og langhus - det vil sige uden kor. Udover Bjergby Kirke er der kun to andre kirker, der oprindeligt er opført som langhuskirker: Vester Vandet og Bur (ved Hostebro). Ræhr Kirke har fået langhus i forbindelse med en senere ombygning.
Våbenhuset er fra midten af 1800-tallet. 1803 nævnes et andet våbenhus, der havde bindingsværk og blytag.
Murene er kraftigt omsatte, så stort set alle arkitektoniske detaljer er forsvundet. Vinduerne, der er nyere, har flade runde buer.
Kirken var i privateje fra 1721, men blev selvejende 1. juli 1916.
Klokken blev omstøbt i 1919. Den gamle klokkes indskrift er kopieret over på den nye: »Anno D(omi)ni mcdlxxxvi sa(n)cte Johan(n)es evangelista, help Maria.« (I det Herrens år 1486, til sanct Johannes evangelist, hjælp Maria.) Klokken hænger i en klokkestabel på vestgavlen, men i 1803 omtales et klanghus af eg.
Skibet er et langhus, idet kor og skib er bygget i forlængelse af hinanden. Nogle fremspringende kampesten bag prædikestolen kunne antyde, at en oprindelig triumfvæg er blevet nedbrudt.
Bænkene er fra o. 1648. Panelerne ind mod væggen er dog nyere.
Apsisbuen har kragsten i begge sider.
Alterbordet er muret op af granitkvadre og har en monolitplade, men er dækket af et frontpanel, som er tegnet og udført af Erik Heide i 1977.
Altertavlen er malet i 1641 - og er sikkert også lavet på den tid. Hovedbilledet er en korsfæstelsesscene. Billedet flankeres af to glatte søjler med prydbælter og joniske kapitæler. De er fritstående og står på fremspring. På fløjene ses nadverindstiftelsesordene.
I øverste register findes to par dobbeltsøjler. Motiverne, Opstandelse og Himmelfart, adskilles af herme. Tavlen afrundes foroven af en lille trekantgavl. Gesims og fodstykke har skriftsteder.
Altertavlen er stafferet i 1901 af en lokal maler.
Fonten er af thybotype og svarer til døbefonten i Alsted Kirke.
Fadet, der er af kobber, stammer fra 1890.
Et ældre dåbsfad findes i Nationalmuseet. Det er af tin og blev købt i 1687 hos Frederik Tinstøber i Aalborg. Præsten Oluf Jensen Jylby skrev: »Thi Fonten er ikke tæt eller kan holde Vandet; for en liden Klokke, som Munkene har brugt i gamle Dage, kan faas en smuk Tinfad at betjene Daaben over, om ikke andet.« I bunden af fadet findes en fremstilling af Lot og hans døtre.
Prædikestolen er fra o. 1625. Hjørnesøjlerne med de drejede kapitæler og bueslagene minder om prædikestolen i Hørdum Kirke.
Stafferingen fra 1699 er opmalet i 1904.
Lydhimlen menes at være en kopi af den oprindelige.
Sengotisk korbuekrucifix fra 1400-50. Armene er dog fornyede, ligesom korset er nyt. Krucifixet hænger nu på skibets nordvæg.
Præstestolen, der er nyere, er en kopi af den i Flade Kirke.
Udenfor kirken ligger en middelaldergravsten. Den ligger i hjørnet mellem våbenhusets vestvæg og skibets sydvæg, men har gennem årene været anbragt forskellige steder. Motivet er et latinsk kors i højt relief - mere end en centimeter. De tre øverste arme er korte, mens den fjerde arm forlænges i korsets stamme.
Over korset en latinsk indskrift med ordene: Tufo sacerdos - Tue præst. Skrifttypen daterer stenen til tiden efter 1200.

Kirkens hjemmeside

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne