Erslev Kirke

Galtrup-Øster Jølby-Erslev-Solbjerg Pastorat – Morsø Provsti – Aalborg Stift – Morsø Nørre Herred – Thisted Amt

Skib og kor er romansk og opført af granitkvadre. Våbenhuset er sengotisk.
Våbenhuset er opført af rå og kløvede kampesten og enkelte kvadre. Det har fået en nyere skalmur af små mursten.
I korets sydside har der været et spedalskhedsvindue. I nordsiden findes en kvader, der er 1,88 m lang.
Begge døre er bevaret. Norddøren er dog tilmuret, mens syddøren stadig er i brug. I skibets nordmur sidder en kvader med et mandshoved. På korets sydvæg ses et spedalskhedshul. Åbningen har en smig på indvendig side.
Kirkens tiende blev i 1720 solgt til byfoged Rasmus Jørgensen, Nykøbing, og har været i privateje, indtil den blev selvejende 1. januar 1911.
Klokken hænger i en klokkestabel på vestgavlen. Et klokkehus, som ikke findes mere, omtales i 1643 og 1699. Klokken bærer indskriften »Soli Deo gloria. Aus dem Feur flos ich. Felix Fuch gos mich anno 1631« - eller på dansk: Gud alene æren.
Korbuen er lav og bred. Kragstenene er omløbende på begge sider.
Loftet er fladt bjælkeloft. Bænkene er nyere udført i renæssancestil.
Alterbordet er opført af granitkvadre. Bordpladen består af tre kvadre. Den midterste har en helgengrav.
Alterbilledet har en fremstilling af nadveren udført af Jens Trane 1751. I tavlens trekantgavl ses et Kristusmonogram. Tavlen har vinger, og i fodstykket ses nadverens indstiftelsesord.
Alterstagerne er fra 1577. Bortset fra fødderne ligner de dem i Vester Vandet og Hvidbjerg på Mors.
Den middelalderlige døbefont er af samme type som Sundby og Frøslev.
M. Mackeprang: Danmarks middelalderlige Døbefonte, København 1941, s. 185: »Den lave Kumme med næsten lodrette Sider løber under en tovsnoet Vulst ud i en Spids, der sammen med en tilsvarende Forhøjelse af Foden danner et Skaft.«
Dåbsfadet af tin er ottekantet og har bl.a. denne indskrift:
»Anno 1728 dend 16. Maj er denne Forært til dend hellig Dob wdi Eyeslef Kierche af welagte Ollef Nielsen og hans Kiærste Johane Jachobs Datter wdi Nykiøbing.«
Minder om dåbsfadet i Tødsø Kirke.
Prædikestol fra 1614. Den har seks fag med karnap. I de øverste smalfelter står der: »Mennisket lefuer icke Aleniste af Brød, Men aff huer ord, Som gaar igennem Guds mund. Matt. 4.« De runde bosser på fremspringene er nye.
Storfelterne har bueslag og pilastre. Billederne er fra 1614, men er kraftigt opmalede i 1904 af E. Beyer.
På postamentfremspringene er der løvehoveder og englehoveder nederst.
Sengotisk krucifix fra ca. 1500, der er ophængt på skibets nordvæg. Korstræet og bemalingen er dog nyere.
Romansk gravsten med latinsk kors og uden indskrift. Korsarmene er trapezformede. Stenen er indmuret i våbenhusets sydmur over indgangsdøren.

Kirkens hjemmeside

 

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne