Harring Kirke

Harring-Stagstrup Pastorat – Sydthy Provsti – Aalborg Stift – Hassing Herred – Thisted Amt

Harring Kirke er en romansk granitkvaderkirke bestående af skib og kor samt våbenhus af små mursten fra 1883. Det er kirkens første våbenhus. I korets østvæg ses indvendigt en niche efter et vindue. Ydermuren er omsat. Et vindue i korets nordvæg er tilmuret. Skibet har ingen spor af oprindelige vinduer.
I Hassing Herreds tingbog oplyses det under 16. juni 1636, at kirken havde stråtag. Danmarks Kirker fra 1940 oplyser, at kun skibet har blytag, mens koret er teglhængt og våbenhuset skifertækket. I dag har hele kirken blytag. Kirkeklokken, der hænger i en klokkekam, der er opført i 1885. Klokken er støbt samme år af Anker Heegaard, Frederiksværk. Før den tid hang klokken mellem et par klokkepiller op ad korets østgavl. En ældre klokke fra 1432 findes ikke mere.
Kirketienden blev i 1699 tilskødet fru Cornelia Bickers til Vestervig dog uden kaldsret. Fra 1790 tilhørte den herregården Øland, der er beliggende i sognet. Ejeren, Chr. Lassen Winther, indberettede, at han tillige havde kaldsret. 1. januar 1916 overgik den til selveje.
Korbuen er overpudset undtagen de to kragsten, der har ens profiler. Korbuen er ombygget i 1687.
Bænkene er af nyere dato. To arme af en sengotisk seksarmet lysestage findes nu i Nationalmuseet.
Døbefonten er i thybo-stil med kløverbladsformet kumme, som man også finder en del eksempler på. Bl.a Sennels kirke. På kanten er udhugget fire ligearmede kors. Den har afløb i bunden. Ligsom i Skjoldborg er der en række halvcirkler over bægerbladene.
Dåbsfadet er fra Nürnberg 1575. I bunden Mariæ Bebudelse. Kanden er af nyere dato.
Prædikestolen er fra 1627 - se indskriften. Storfelterne har arkader. Bueslaget har æggestav, og buehjørnerne har treblade. Der er riflede pilastre med listekapitæler. Mellem storfelterne på fremspring står glatte søjler med æggestavkapitæler og prydbælter forneden. I smalfelterne foroven er kassetteværke undtagen i feltet med indskrift. Stolen har hængeornamenter med englehoveder på hjørnerne.
Lydhimlen er fra 1830-40. Den oprindelige staffering blev fremdraget i 1936 under to lag egetræsmaling.
Kirkeskibet er en tremastet bark, der er bygget i 1972 og skænket til kirken i samme år af landmand Martin Nielsen Odgaard, Harring, 1903-1981. Skibet måler 73 cm fra køl til mastetop.

Kirkens hjemmeside

Tilbage til Ålborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne