Redsted Kirke

Sydvestmors Pastorat – Morsø Provsti – Aalborg Stift – Morsø Sønder Herred – Thisted Amt

Kor og skib er romansk. Våbenhuset er gotisk, og tårnet er fra 1936.
Det gotiske våbenhus er opført af romanske kvadre foran den gamle norddør, der stadig er i brug. Trædestenen foran døren er en romansk monolitoverligger, der er brudt i stykker. De eneste synlige spor af syddøren er et spring i soklen. Den har haft en søjleportal af samme type som Frøslev og Tødsø. To ens søjlebaser og et søjleskaft blev i 1873 fundet i Blidstrup, men kan nu ses på Dueholm. Det nederste af tårnet er opført af udflyttede kvadre fra vestgavlen. Det er opført i 1936 af arkitekt Jens Foged. Klokken er fra 1786. Der er billeder af kongerne Chr. I-Chr.VII. Den bærer indskriften: »Bekosted med Omstøbning af Iens Christensen Riis paa Blistrup 1736 støbt af Daniel Henrich Reimer Klokcestøber i Randers lærd og fød i Kiøbenhavn N = 26.« Frem til tårnets opførelse han klokken i en klokkestabel på korets gavl. Et klokkehus omtales 1706.
Kirken kom i privateje den 12. november 1716, da staten afstod den til Peder Thøgersen Lassen. Den var privatejet til den 1. januar 1914, da den overgik til selveje. I et udkast til et klemmebrev den 9. maj 1555 står der: »Rested Kirke skal ødelægges og Sognefolket skal søge til Hvidbjerg Kirke, og samme rested Kirkes Sten og Tømmer skal komme til at forbedre Hvidbjerg Kirke og Karby Kirke.« - Bestemmelsen blev - som det ses - ikke ført ud i livet.
Korbuen har profilerede kragsten. Profilerne er dog ikke ført om på østsiden – ind mod koret. Bænkene, der har trekantgavle, er fra o. 1650. De øverste stolepar har gavle med et vers af Petter Dass fra salmen »Om alle mine lemmer«.
Alterbordet er opført op ad korets østmur. Panelet foran alterbordet er fra 1600-tallet.
Altertavlen er fra o. 1600 og har mange træk til fælles med altertavlen i Gettrup kirke. Indskrifterne er nyere. Motivet på alterbilledet er Kristus og de små børn. Det er udført af E. Jurs i 1925. Alterstagerne er fra 1625-50.
Den kraftige døbefont er romansk af granit. Den har en kraftig rundstav et stykke under kanten og en mindre rundstav afslutter kummen forneden. Foden er formet som en pyramidestub og forholdsvis lille. Dåbsfadet af messing er af nyere dato.
Prædikestolen er fra o. 1600. Storfelterne har motiver af de fire evangelister. De indrammes af pilastre og bueslag. I hjørnerne er der trebladede blomster, der ligner liljer. Storfelterne adskilles ligesom smalfelterne af pilastre med et felt uden udsmykning.
Underbaldakinen afsluttes forneden med et menneskehoved.
Lydhimlen er fra 1699. Den er udført af Christen Bech Snedker, men er dog noget fornyet.
Præstestolen står i korets nordvesthjørne. Den menes at være identisk med den skriftestol, Christen Bech Snedker udført i 1699 samtidig med prædikestolshimlen. Den er enkelt udført. I felterne er der pietistiske motiver i stil med prædikestolene i Karby og Galtrup kirker.
Motiverne fra venstre:
En hånd, der kommer ud fra skyen, slår på et hjerte, der ligger på en ambolt. Ovenover står der Mollesco, der er latin og betyder: Jeg blødgøres.
En hånd, der kommer ud af skyen, holder en vægt. I den ene vægtskål ligger der lovens to tavler: De ti bud. I den højre ses et kors oven på et hjerte. Øverst står det latinske ord Praepondero, der betyder: Jeg har overvægt. Der refereres til Rom. 6 - måske vers 14, hvor der står: »Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.«
En hånd, der kommer ud fra skyen sletter en tekst, der er fastgjort til et kors. På latin: Absolvor = Jeg frikendes. Der henvises til Kol. 2, hvor der i vers 14 står: »Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.«
Det tremastede orlogsskib er bygget af Aage Baarup i 1961. Det svenske Gustav Vasa, der forliste på sin jomfrurejse i 1628 udenfor Stockholm, er forbillede. Men her har skibet naturligvis dansk flag.

Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Ålborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne