Feldballe Kirke

 

Thorsager-Bregnet-Feldballe Pastorat – Syddjurs Provsti – Aarhus Stift – Djurs Sønder Herred – Randers Amt

For en hel del år siden blev der i nærheden af Langesø i Feldballe sogn udgravet en teglbrændeovn, der gik tilbage til 1200-tallet. Teglstensrester blev sammenlignet med munke-stenene i Feldballe Kirke, og lerprøver fra et område, der kaldes De røde Grave, beviste, at Feldballe Kirkes sten var både brændt og formet i sognet og af sognets råstoffer.
Man konstaterede også, at lergravene og teglovnen havde leveret munkesten til det Møllerup, som marsk Stig Andersen lod bygge. Såfremt han også er kirkens bygherre må skibet og koret være bygget inden marsk Stig blev fredløs og landsforvist, hvilket skete i forbindelse med mordet af kong Erik Klipping i Finderup lade. "Kongen blev dræbt på sit leje i Sankt Cæcilie nat (22. november 1286) af sine egne mænd, dem han havde elsket højest".
Prædikestolen er fra begyndelsen af 1600-tallet, skænket af herremand, junker Hartvig Kaas og Anna Juul til Møllerup.
Stolestaderne er fra 1800-tallet, og de er nymalet i lyse, grå farver i 2007.
Orglet er fra 1992. Det tidligere orgel er nu i Søby Kirke ved Hornslet. Det første orgel fik kirken tilbage i 1935. Præstetavlen inden for døren er fra 2000.
Hele loftsfladen i skibet har oprindelig været udsmykket - omkring år 1600. Men loftet blev siden gipset og kalket over, og det er først fremdraget igen i 1962. Loftet er nymalet i lyse, grå farver i 2007. Skriftbåndenes tekst i loftsmalerierne er fra kong Christian III's bibel (1550).
Triumfbuen mellem skib og kor er omkring år 1700 udvidet for at få plads til træværket og figurerne, som er de fire evangelister med deres symboler samt Moses med De ti Bud og Jesus Kristus. Muren vides at være pyntet med kalkmalede våbenskjolde.
Korets gulv er nyanlagt i 2007, ligesom knæfaldet er istandsat i 2007.
Døbefonten i koret menes at være lavet af en af Horders lærlinge. Dåbsfadet er sydtysk og fra ca. 1575. Dåbskanden er af nyere dato.
Altertavlen er i 1607 skænket af Hartvig Kaas og Anna Juul, der ligeledes i 1612 skænkede den store malmstage på alteret.
Billederne i altertavlens felter er indsat i 1709. Alterbordet er fornyet og malet i minimalistisk stil i 2007.
Kalkmaleriet i korets sydside forestiller Sct. Jørgen og dragen. Det er antageligt malet omkring år 1400. Viekorset ved hestens bagben er endnu ældre.
I korets nordside er der en gravsten fra 1682 over skriver fra Mariager kloster, Laurids Jensen Bay, der ved sin død boede på Skaarupgaard i Feldballe Sogn. Denne gravsten er i 2007 flyttet fra korets sydside til nordsiden.
Videre er der den store gravsten med portrætfigurer af herremand Hartvig Kaas og frue Anna Juul.
Bag alteret er der indrettet et imponerende gravkapel af og for Elisabeth Rosenkrantz (død 1720) og hendes mænd, Knud Gyldenstjerne (død 1682) og amtmand Joachim Schak (død 1700).
Under hele kirken er der hvælvede gravkamre, de er dog ikke tilgængelige!
Våbenhuset var engang kornkammer – og måske gravkammer!
Kirkens våbenhus er en sen tilføjelse. Det er bygget i 2 stokværk for at rumme det tiendekorn, middelalderens kirkeskat bestod af.

Kilde: Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Århus Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne