Besser Kirke 

Samsø Pastorat – Aarhus Domprovsti – Aarhus Stift – Samsø Herred – Holbæk Amt (fra 1970 Århus amt)

Kirken ligger centralt i sognet, hvis fem byer automatisk falder i alfabetisk orden (Alstrup, Besser, Langemark, Torup og Østerby), når man følger med solen rundt fra nord.Samtidig er det historisk grund. Syd for kirkegården er fundet en jernalderbebyggelse. Mod øst ligger Hellemosen. Selve forestillingen om en helligmose minder om jernalderen. Desuden findes den kendte akvarel fra 1874, udført af Magnus-Petersen, hvor Besser Kirke ligger med resterne af en jættestue som nabo. Dermed er også bondestenalderen repræsenteret på stedet. Foruden den tilmurede norddør, findes spor af et nedrevet sakristi og et vindue i den østlige ende af korets nordside. På tårnets vestside er indmuret en mindeplade for kaperkaptajn Christen Overgaard, som omkom 8. juli 1810, da han med sin kanonbåd gik til angreb på et engelsk skib ved Røsnæs. Engelskmanden sejlede kanonbåden ned og skar den igennem. Christen Overgaards lig drev i land på Besser Rev. Hans hustru Oline lod pladen opsætte. Langs kirkens nordside er opsat en række gravsten efter aftale mellem gravstedsbrugerne og daværende menighedsråd som betingelse for at menighedsrådet kunne anlægge græsplænen over gravstederne. Det drejer sig især om folk fra Alstrup og Besser og Sildeballe som et vidnesbyrd om den gamle skik, at man blev begravet i det afsnit på kirkegården, som vendte mod ens hjemsted. I østenden af omtalte plæne ligger en sten i græsset over en ukendt sømand – måske af russisk afstamning. Kun nogle få legemsdele var tilbage. Han er muligvis fra et skib, som blev sænket øst for Samsø ved anden verdenskrigs slutning. Besser Kirke er omgærdet af sagn: Om bjergmanden, der hyggede kirken; om klokken, der fløj ud af tårnet og endte i et kær; om nissen, der laver kunster med kirkeklokken; om barselskvinden, der går igen; om præst og degn, der for kirken forbi på en løbsk hest julemorgen osv. Det er naturligt for sådan en sognekirke "der har set, hvad tusind øjne har set – og hørt, hvad tusind øren har hørt." Man går ned i våbenhuset. Og fra våbenhuset går man ind ad den kirkedør, som har været der hele tiden. I nordsiden ser man spor af den tilmurede norddør. Man går ned i et ret højt kirkerum, som domineres af hvælvingerne fra ca. 1475. Ser man mod vest, slutter rummet ved muren og pulpituret fra 1868. I pulpituret står orglet fra 1884. Mod øst ser man op i det brede kor, hvis hvælvinger også blev fornyet i 1868. Midt i kirkens længdeakse står den romanske døbefont af granit i den såkaldte kalundborgtype. Koret ender ved alteret med altertavlen fra 1589. Hvælvingerne i skibet udgår fra piller, der bærer skjoldbuerne (langs murene) og gjordbuerne (på tværs i hvert fag) og korsribberne, som hvælver sig diagonalt. Skibet er fyldt med stolestader til menigheden. De nuværende er fra 1854. De har delvist lånt farve fra altertavlen. Kirken blev sidst farvesat i 1960'erne i samråd med Ernst Trier fra Vallekilde. I altertavlens topgavl ses årstallet 1589 i gylden kartouche på blå bund. Forneden på postamentfremspringene er de gamle dyder fremstillet. I tavlens hovedfelter er malet skriftsteder i frakturskrift. Fra nord ses Mattæus med sin engel eller genius som symbol på den guddommelige visdom. Markus har sin løve som symbol på det guddommelige mod. Lukas har sin okse – den guddommelige styrke, og Johannes har ørnen som symbol på den guddommelige højhed. Over krucifikset står bogstaverne: INRI Prædikestolen bærer årstallet 1602. Den blev istandsat i 1927 af N. J. Termansen. Prædikestolen har i lang tid været sat i forbindelse med den nederlandske billedskærer Mikkel van Groningen – muligvis således, at den kan være udført af en af hans mestre."Lydhimmelen" over stolen - med den karakteristiske due som helligåndssymbol - består af gammelt og nyt. Nye er spir og topstykker, som blev tilføjet i 1927 med de tilsvarende fra Kolby Kirkes lydhimmel som model Den bærer to årstal. Det ældste er 1589 og viser sammenholdt med våbenskjoldet, at den har tilhørt søhelten Peder Skrams sønnesøn Niels og hans hustru Kirsten Styggesdatter Rosenkrantz. Ad slyngede veje er den endt i Besser Kirke.

Kirkens hjemmeside

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Århus Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne