Kolby Kirke 

Samsø Pastorat – Aarhus Domprovsti – Aarhus Stift – Samsø Herred – Holbæk Amt (fra 1970 Århus amt)

Kolby Kirke er ligesom de andre kirker på Samsø af forholdsvis sen oprindelse. Den er antagelig opført henimod år 1300 og senere forlænget og udvidet med tilbygninger.
Går man rundt om kirken, kan man finde spor af denne historie: først og fremmest vinduesnichen på nordsiden af skibet, med det senromanske trappesmig, et af vinduerne i den ældste kirke. Ved siden af ses den tilmurede kvindedør. Også i grunden og i murene kan man aflæse, hvordan kirken efterhånden er blevet udvidet; det ses fx i grundstenenes forskellige størrelse og anbringelse.
Inde i kirken er det vanskeligere at følge denne udvikling; men udgravning i gulvet og undersøgelse på kirkens loft viser, at skibet i den ældste kirke omfattede de to østligste hvælvingsfag, mens koret var lavere og smallere end det nuværende. Nogle egebjælker i tagkonstruktionen stammer fra kirkens gamle bjælkeloft. Tager man fantasien til hjælp, kan man forestille sig den ældste kirke: halvt så lang som den nuværende, med bjælkeloft, et mindre kor, og vinduer som det gamle i nordsiden, kvindernes indgangsdør nær vestgavlen over for mændenes.
Omkring 1475 blev hvælvingerne bygget, og formentlig i 1500-tallet kom tårnet, sakristiet og våbenhuset til.
Den mest bemærkelsesværdige detalje i bygningen er at finde i korbuens nordre side, en trappeopgang fra koret og åbning ud mod skibet. Formodentlig er der tale om en prædike- eller lektoriestol fra den katolske tid. Den blev opdaget under restaureringsarbejdet. Man kender kun ganske få paralleller, og Nationalmuseeter i gang med en nærmere undersøgelse.
Et andet fund er kalkmaleriet på tårnrummets vestgavl, som er interessant ved sin datering (1558). Skt. Jørgen redder Cleodolinde ved at dræbe dragen. Man lægger mærke til den brækkede lanse, som fremhæver dragens styrke.
Af inventaret er døbefonten ældst, en font af østjysk type fra Valdemars-tiden. Om den har stået i en ældre kirke her vides ikke, men det er sandsynligt.
Den smukke degnestol fra reformationstiden er forsynet med biskop Niels Clausens (1491-1520) fædrene og mødrene våben (Skaderne og Presenterne). Men også degnene har i tidens løb sat sig deres minde med kniv og pen.
Den rigt udsmykkede altertavle stammer fra ca. 1620, og i 1967 blev den udsat for en gennemgribende istandsættelse. Foruden midterbilledet med nadveren er der 3 motiver fra Johannes' Åbenbaring. I nadverbilledet er der på bagvæggen malet endnu et billede, som viser Abraham på vej til at ofre Isak, en detalje som viser slægtskab med altertavlen i Tranebjerg Kirke. På alterbordet bemærker man de to særprægede malmlysestager. Man ved ikke, hvor de stammer fra og kender ikke til nogen tilsvarende andre steder.
Prædikestolen med den smukke dør og opgang er et fint højrenæssancearbejde fra samme tid som altertavlen. Den er større end almindeligt i landsbykirker og har otte fag mod de almindelige fem. Udskæringerne i disse fag viser evangelister, korsfæstelsen, opstandelsen, Peter og Paulus. Prædikestolen og lydhimlen er blevet restaureret samtidig med altertavlen.
Krkens klokke bærer følgende indskrift: »Assuerus Koster van der Hart me fecit Coppenhagen« og »Sofia Amalia Grefinde til Samsoe haver Anno 1691 ladet denne Klocke omstøbe«.

Kirkens hjemmeside

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Århus Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne