Dallerup Kirke

Dallerup Pastorat – Silkeborg Provsti – Aarhus Stift – Gjern Herred – Skanderborg Amt

Dallerup Kirke er en kirke i Dallerup Sogn i det tidligere Gjern Herred, Skanderborg Amt. Indtil kommunalreformen 2007 lå den i Gjern Kommune, men er nu i Silkeborg Kommune. Kor og skib er opført i romansk tid, det vil sige omkring år 1250, af granitkvadre over skråkantsokkel. Byggematerialerne til kirken kommer delvis fra Bjarup Ødekirke, der blev nedbrudt formentlig omkring 1530. Syddøren er bevaret i brug med glatte karme og tympanonfelt, hvor man ser den tronende Kristus flankeret af Peter og Paulus. Våbenhuset er opført af munkesten i sengotisk tid men er noget omdannet i 1700-tallet. Tympanonfeltet fra den tilmurede norddør er indsat over våbenhusets dør, i feltet ses en mandsfigur mellem to løver, motivet skal muligvis tolkes som Daniel i løvekulen. I våbenhuset er opstillet et brudstykke af en romansk gravsten med rankeornamenter og et romansk granitornament, som muligvis har været gavltop til gravstenen. Kirken blev istandsat i 1943 og i 1965-67. Tagene på kor og skib er af bly, mens våbenhuset har rødt tegltag. Kor og skib har flade bjælkelofter. Det er malet i blå farver med bjælkerne i en mørkere farve end loftsbrædderne. Korbuen er bevaret med forskellige kragbånd, det ene med tovsnoning, det andet med arkademotiv. Altertavlen er udført af Jørgen Maler i 1614, i storfeltet er indsat et maleri fra 1804, der forestiller Kristus på korset. I begyndelsen af 1900-tallet, blev der på korets vægge fundet spor af kalkmalerier, der dog var så ødelagte at de senere er kalket over. Prædikestolen er samtidig med altertavlen. I kirken hænger et stort sengotisk korbuekrucifiks som blev kraftigt restaureret i 1916. Orglet fra 1926 er indbygget i en herskabsstol fra 1700-tallet. Ved prædikestolen står en reliefkvader med en løve. I skibets vestende står en kvader med et ret nedslidt ornament. Klokkestablen på kirkegården består af 4 buede betonstolper overdækket af blytag. Den afløste en gitterstabel fra slutning af 1800-tallet. Her hænger en klokke fra 1972, støbt i England af John Taylor & Co. En ældre klokke står i dag i våbenhuset. Den er fra 1823 og er støbt i Randers. Glasmosaikkerne er skabt af Sven Havsteen Mikkelsen og er indsat i 1986. Den romanske font er af rødligt granit med sorte nister og har en dekoration af primitive palmetter på den lave kumme. Dåbsfadet af messing er af sydtysk oprindelse fra omkring år 1550. En jernbeslået pengekiste fra omkring år 1620 findes nu hos Nationalmuseet.

Wikipedia 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Århus Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne