Dette er en række ordforklaringer der bliver brugt under beskrivelserne af kirkerne. Det er en foreløbig liste, der vil blive suppleret op, når vi støder på dem. Forklaringerne stammer fra:

Vore Gamle Kirker og Klostre – Gorm Benzon – Lademann 1973
Danmarks Kirker – Nationalmuseet
Div. hjemmesider

A

Aftrapning: Kamtakkegavlene på landbykirkenes tårne.

Alter: Bord i kirken, der symboliserer det første bord, hvor nadveren blev uddelt. I romansk tid opbygget af granit, senere af tegl. Hellige relikvier blev tidligere indmuret i alteret. Står som regel i koret.

Apsis / Apside: Halvrund udbygning på korets østmur. Korrunding.

Apsisbue: Buen mellem apsis og kor.

Arkade: En række buer, der bæres af søjler eller piller. Kan også betegne en enkelt søjlebåren bue.

B

Basilika: Kirkebygning med tre skibe, hvoraf midterskibet er både højere og bredere end sideskibene og er forsynet med vinduer foroven. Midterskibet står i forbindelse med sideskibene ved arkader.

Berapning: Ujævnt 2-3 mm tykt pudslag på ud- og indvendige teglstensmure, som gør, at murværkets mønster og overfladekarakter bibeholdes.

Binder: Mursten, der ligger i muren med den korte side udad. Også kaldet kop.

Blank: En upudset og uhvidtet mur.

Blokskifte: Murstensforbandt, hvor en række løbere veksler med en række bindere

Blænding: Murniche anvendt til dekorativt brug for at bryde glatte flader af murværk. Kan også være tilmuret vindue. Forekommer i mange varianter; høje, lave, spidsbuede, rundbuede, cirkel og kors. Ses kalkede f. eks rød på hvid kirke (Vrensted Kirke).

Bomhul: Hul i murværket, hvor dele af stilladset har været fastgjort.

Bue: Afdækningen over vindue eller dør.

Bæverhale: Tagsten af tegl. Bæverhalen er plan og aflang, og den ydre ende, som ses efter oplægning, er afrundet. Bæverhale-dækning kan sammenlignes med skiferdækning mht. oplægning og virkemåde.

C

D

E

Fals: Kant eller udskæring i bygningsdele. False udføres bl.a. for at gøre samlinger tætte, således i et vindue, hvor falsen er den udskæring i karmtræet, hvor vinduesrammen går ind. Tagteglsten kan være falsede, dvs. rillede i de kanter, som dækkes af nabostenene.

Flensborgsten: Tynd mursten ca. 3 cm tyk som regel gul eller flammet gul-røde.

Frise: Dekorationsbånd, der er sammensat af buer, ruder eller aftrapninger, der løber under tagskæbbet eller danner den øvre afslutning på brede murblændinger.

Frådsten: eller kildekalk er en porøs kalksten, som er dannet ved kilder med et højt indhold af "bikarbonat" eller Ca(HCO3)2. Når vandet kommer op i fri luft, damper CO2 væk og tilbage bliver vand og kalk. Det er uopløseligt og aflejres som frådsten. I frisk og våd tilstand er stenen let at forarbejde, men når den bliver tør, er den hård og vejrbestandig.

Fuld mur: Mur udført af ensartet materiale og med gennemløbende skifter fra inderst til yderst.

G

Gesims: En gesims er en vandretliggende, fremstående bånd, der danner en overgang mellem to facadedele, eller mellem tag og facade. Oftestlige under tagskægget

Gjordbue: bærende bue spændt tværs over rummet mellem to hvælvingsfag.

Glamhul: Lydhul i klokketårn.

Grathvælv: Hvælv bestående af to krydsende tøndehvælv. Ribbeløse Krydshvælvinger.

H

Halvkuppelhvælv: En halv kuppel f. eks over apsis.

Helstens: en mur, hvis tykkelse svarer til en murstens længde.

Hulkel: Rende i sten eller træ, har tværsnit som en halv eller kvart cirkel.

Hvælving: Krum overdækning af et rum. De mest almindelige er er halvkuppelhvælv (apsis), tøndehvælv, krydshvælv, otte-delte hvælv samt stjernehvælv. De sidste tre er ribbehvælv oftest fra gotisk tid.

Højkirke: Midterskibet i en basilika, eller skibet i forhold til koret (lavkirken)

I

J

K

Kam: Gavlmurens øverste del, der rækker op over tagfladen. Kan være takket eller glat.

Kapel: Oprindelig mindre private huse langs vejene eller ved kilder, der benyttedes som kirke. Et rum i et slot med kirkelig funktion kaldes også et kapel. I sengotisk blev der ofte opført mindre udbygninger på kirken, med et alter viet til en helgen. Overklassen har i flere sted ombygget eller opført kapeller som private gravkapeller.

Kapitæl: søjlehoved

Kappe: Den del af en hvælving, der på siderne begrænses af ribberne og forneden af de bærende buer.

Kassemur: En kassemur er en vægtype, hvor man opfører to "murskaller", der udgør henholdsvis den udvendige og indvendige side af muren. Vægskallerne opføres i passende vandrette sektioner, således man undervejs kan udfylde hulrummet mellem skallerne med en blanding af kampesten, mørtel og andre brokker, f.eks. fra munkesten. Når hulrummet er fyldt ud, kan processen gentages indtil muren har den ønskede højde. Skallerne kan være opførte af teglsten eller tilhugne kampesten (kvadre).

Kirkelade: Bygning til opbevaring og tærskning af tiendekorn, i middelalderen opført nær den kirke, som kornet blev leveret til.

Kor: Den del af en kirke hvor alteret står og hvor kirkekoret tidligere stod. Koret er næsten altid placeret i den østlige ende af kirken. Det er som regel smallere og lavere end skibet.

Kridtsten: På Stevns har man adgang til et særligt byggemateriale: kridtsten Men samtidig er den så tilpas blød, at man nemt kan hugge eller skære i den. Alle stenkirker på Stevns var oprindeligt bygget af kridtsten. Men da man senere begyndte at udvide kirkerne med våbenhuse og høje tårne, blev store teglsten også taget i brug. Mange kirker på Stevns har i dag både kridtsten og teglsten, og derfor kan man se, at murene både er røde (teglsten) og hvide (kridtsten).

Krypt: Kælder undere en kirke

Kvadre: Natursten, der er hugget til i firkantet facon til bygningsten.

Kvindedør: Dør på kirkens nordside forbeholdt kvinder.

L

Langhus: Et kirkeskib – Når koret flugter med skibet kaldes det et langhuskor.

Lisen: Flad retkantet pille i væg eller mur uden kapitæl eller base.

Lydhimmel: Taget over en prædikestol, duen symboliserer Helligånden

Lydpotte: Indmurede krukker i korvægge eller hvælv for at forbedre akustikken.

Lysning: Den snævreste del af åbningen i et vindue eller dør.

Løber: Mursten, der ligger på langs i murforbandt.

M

Mandsdør: Dør på sydsiden af kirkeskibet. (sværdsiden)

Marmor: Marmor er en særligt hård, kalkstensart, der er meget velegnet til forarbejdning. Marmor anvendes som byggemateriale og har været anvendt som sådan i årtusinder.

Marmorering: Oven på en fuldt dækkende bund i en passende farve, opbygger man med flere lag laserende farve den enkelte marmorsorts karakteristiske tegning. Til slut kan gives et beskyttende lag lak, men det er ikke strengt nødvendigt medmindre man ønsker en blank overflade.

Munkeskifte: Murforbandt hvor to løbere veksler med en binder i samme lag.

Munkesten: Middelalderlig teglsten, hvis størrelse ligger på 27-30 cm. x 12-14 cm. x 7-10 cm.

Mursten: Brændt teglsten måler 23 cm x 11 cm. X 5,5 cm.

Mørtel: Mørtel består af en blanding af læsket kalk og sand, hvor kalken er bindemidlet og sandet er tilslagsmaterialet. Kalkmørtel er et af de ældste byggematerialer. Det bruges til opmuring, fugning og pudsning af murværk samt understrygning og forskælling af tagsten. Kalkmørtel anvendes endvidere til forskellige facadedekorationer.

N

O

Overvæg: Den del af væggen, der er over loftet eller hvælvingen.

P

Petring: Mursten halveret på langs.

Pille: En fritstående muret støtte

Piscina: Niche eller kummeo koret væg.

Plint: Lav retvinklet fodstykke til en søjle.

Polsk skifte: Murforbandt, hvor en løber veksler med en binder.

Portal: Monumentalt udformet indgangsparti. Mange portaler er tilmurede på kirkernes nordside, der før var kvindedør.

Prydskifte: Murskifte med dekorativt formål.

Pulpitur: Et galleri eller "første sal", med stolestader eller orgel.

Pyramidetag: Tag af pyramidefacon.

R

Relief: Forhøjet dekoration.

Ribbe: Muret bue på undersiden af hvælving mellem kapperne. Kan evt. hvile på en ribbekonsol i murværket.

Rude: figur som ruder i et spil kort.

Rulskifte: Murforbandt med bindere på højkant.

Rundbue: Halvcirkelformet bue. Romansk stil kaldes rundbuestil. En rundbuefrise er flere rundbuer i forlængelse af hinanden evt. krydsende.

S

Sadeltag: Den gængse tagform, hvor to sider mødes foroven.

Sakristi: Lille tilbygning til koret, ofte på nordsiden. I det opbevaredes de kirkelige tekstiler og værdigenstande. I dag bruges det som præsteværelse.

Sandsten: Bjergart af sammenkittede sandskorn; består som regel af 85-90% kvarts. I visse tilfælde er sandets aflejringsforhold bevaret med fx bølgeribber og sortering af sandskornene; det ses fx i den røde Nexøsandsten ved Nexø på Bornholm.

Savskifte: Murstensskifte, hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner ligger ud til murflugten og minder pm savtænder; især anvendt i dekorativt øjemed ved gesimser og bånd i bygninger fra middelalderen og senere.

Sideskib: Større kirker blev allerede i oldtiden og middelalderen bygget op med flere skibe. I midten var hovedskibet adskilt med søjler eller åbne murværk fra to parallelle sideskibe. Sideskibene er lavere rum. Og i de katolske kirker indeholder de en række sidealtre.

Skib: Kirkens langhus, som går fra tårn til kor. Skibet er menighedens opholdsted.

Skelle: Fuge på ydersiden af tegltage.

Skifer: Meget finkornet og oftest lagdelt sedimentær bjergart, der kan kløves i tynde plader. Skifer er let at forarbejde og har stor holdbarhed og styrke. Skifer dannes ved sammenpresning og hærdning af mudder, som består af op til 0,06 mm store partikler aflejret i stillestående vand.

Skiftegang: Anvendes synonymt med 'forbandt' eller murstens-forbindelser', og beskriver ordningen af stenene i en som regel teglsat mur Dansk teglstenskunst domineres i middelalderen af to typer af skiftegange; munkeskifte og polsk skifte.

Slutsten: Formgivet sten øverst i en bue.

Sokkel: Et fundament til en bygning, i mest primitive form syld(sten).

Stilarter: Perioder indenfor byggeskik (omtrentlige)


Periode
Romansk
Senromansk
Gotisk
Unggotisk
Højgotisk
Sengotisk
Renæssance
Ung renæssance
Høj renæssance
Sen renæssance
Barok
Bruskbarok
Enevoldsbarok

Årstal
1050-1275
1250-1275
1250-1550
1250-1300
1300-1400
1400-1500
1550-1630
1550-1590
1590-1620
1620-1630
1620-1750
1620-1660
1660-1750
 

 

Stjernehvælv: Hvælving med ribber i stjernemønster.

Stræbepille: Pille op ad kirkemuren, som tager af for en hvælvings sidetryk, så det ledes ned i jorden.

Syld: Fundament af rå kampesten.

Sålbænk: Fremspring på muren under vindueskarm til at lede regnvand væk.

T

Tagrytter: Et lille spir på tagryggen.

Tagsten: Middelalderens ældste tagsten, tagpander, der er en efterligning af tagspån, er flade, og nedadtil hhv. spidse, runde ('bæverhaler') eller lige afskårne. Den senere middelalders almindeligste tagsten er 'munke' og 'nonner', af halvcirkelformet tværsnit. De brede nonner lagdes med den hule side opad, de smallere munke, der vendte hulsiden nedad, dækkede over sammenstødene mellem nonnerne. 1550-1600 begyndte man at bruge formede vingetegl.

Tagstol: Tømmerkonstruktion der bærer taget.

Tandsnit: En dekorativ liste bestående af en række firkantede eller profilerede ens klodser, der fremspringer med små jævne mellemrum.

Tufsten: Tuf er en porøs bjergart der opstår, når vulkansk aske eller støv hærder.

Tøndehvælv: Hvælving af form som en tønde, der er skåret igennem på langs.

U

Udkragende: Et vandret bygningsled, der springer ud over det underliggende partis plan.

V

Valmtag: Sadeltag, der tillige har skrående tagflader på gavlene.

Vindfløj: Metalplade evt. med initialer eller årstal, der ligesom en vejrhane angiver vindretningen.

Våbenhus: Et lille forhus hvorigennem indgangen til kirken finder sted. Det har næppe været beregnet til at lægge våbene fra sig her, da der også har været våbenhuse på kvindesiden af kirken. De har nærmere været benyttet som "venterum". Oftest opført i gotisk tid.

Æ

Ø

Å

Om kirker

 

Folkekirkerne